Leon Madsen blev den speedwaykører, der høstede flest point på førstedagen af hold-VM.

Det danske speedwaylandshold er på jagt efter endnu et sæt medaljer ved hold-VM i denne weekend.

Sidste år blev det til bronze, og den bedrift skal gerne som minimum matches, når det hele skal afgøres i Manchester søndag.

Sådan lyder det fra Leon Madsen, der lørdag var topscorer - ikke bare for Danmark, men blandt alle kørere - da halvdelen af de indledende heats blev kørt.

- Bronze vil være godkendt. Det kan vi godt være stolte af. Det er så tæt, og alt kan ske i en semifinale eller en finale, men vi skal have medaljer, sådan er det bare. Og helst guld, siger Madsen efter lørdagens heats.

Her hjalp han Danmark til en foreløbig tredjeplads i stillingen ved at lave 21 af danskernes 29 point. Blandt andet ved at vinde i fire af Danmarks seks heats.

Madsens makker, Mikkel Michelsen, døjede dog med at finde farten og bidrog kun med fem point. Derudover lavede tredjekører Mads Hansen tre point i det ene heat, han deltog i.

- Det gik rigtig godt for mig. Mikkel havde nogle problemer, så vi skal lige evaluere og forhåbentlig forbedre det, Mikkel kæmpede med, så vi kan komme stærkere tilbage i morgen (søndag, red.), siger Leon Madsen.

- Stemningen er rigtig positiv, og humøret er godt. Vi tror stadig på, at vi kan få nogle gode medaljer med hjem til Danmark.

Søndag skal der køres lige så mange indledende heats, som der blev lørdag, inden medaljerne skal fordeles i en semifinale og finalen.

Nummer et i stillingen efter de indledende heats går direkte i finalen, mens nummer to og tre mødes i en semifinale om den sidste finaleplads.

Polen har lagt sig i spidsen med 40 point og er godt på vej mod en finaleplads. Storbritannien har 30 point på andenpladsen.

Hold-VM køres anderledes end de klassiske mesterskaber. Landene dyster to og to mod hinanden i hvert heat, og pointsystemet er indrettet sådan, at det eksempelvis er bedre at blive nummer to og tre i et heat end nummer et og fire.

Vinderen af et heat får fire point, nummer to får tre point, nummer tre får to point, mens nummer fire må køre af banen uden point.

De seneste tre års vindere af hold-VM, Rusland, er ikke med i dette års finale.

Russerne gik ikke videre fra semifinalerne i september, men stillede heller ikke op med stjernerne Artem Laguta og Emil Sayfutdinov, der henholdsvis blev nummer et og tre i dette års VM-serie.

/ritzau/