Flemming 'Guffi' Rasmussen, der i en årrække vandt titlen som 'Danmark Stærkeste Mand', er død.

Det oplyser hans søn i et opslag på Facebook.

Han blev 56 år og afgik ved døden lørdag.

Ifølge Ekstra Bladet døde han efter kort tids sygdom.

Flemming 'Guffi' Rasmussen blev for alvor et kendt ansigt i 90'erne.

Fra 1995 til 2000 – og igen i 2003 – vandt han titlen som 'Danmarks Stærkeste Mand'. Han var også 'Nordens Stærkeste' tre gange.

I 1997 var han tæt på at vinde VM i 'Verdens Stærkeste Mand', men endte med at blive nummer to. 

Det var den ene titel, han manglede, hvilket han har nævnt i flere interviews.

Han indstillede karrieren i 2003:

»Jeg valgte at stoppe, fordi jeg var blevet træt af træningsplaner og kostplaner. Da jeg også kunne mærke, at jeg ikke kunne være med i toppen længere, gad jeg ikke mere.« 

»Jeg har set så mange af de gamle klarer sig halvdårligt til konkurrencerne, og sådan én ville jeg ikke være. Jeg deltager ikke bare for at være med. Når man først har prøvet at vinde, gider man sgu ikke at nøjes med sekundære placeringer, « sagde han til Horsens Folkeblad i 2021.

I samme interview nævnte han også, hvordan han stadig blev genkendt på gaden, selvom konkurrencerne lå mange år tilbage:

»Det var en fantastisk tid dengang, og det bragte mig hele verden rundt, men nu nyder jeg også at være her for min familie,« sagde han.

Flemming 'Guffi' Rasmussen efterlader sig sin kone og deres tre sammenbragte børn.