Et af USA's højest profilerede sportsansigter ser ud til at være færdig på skærmen.

Michelle Beadle bliver fjernet fra det højtprofilerede program 'NBA Countdown' hos ESPN.

Det fortæller kilder til New York Post.

Det er kun et år siden, at Michelle Beadle blev fjernet fra et andet stort show hos den amerikanske sportsgigant, 'Get Up!'

Så til trods for at hun har en årsløn hos ESPN på svimlende 34 millioner kroner, er der lige nu ingen værtsjob til hende hos tv-stationen.

Som klummeskribenten Andrew Marchand konkluderer, ligeledes på New York Post: »Engang var hun på toppen hos ESPN, og selv om hun ikke officielt er færdig endnu, er det nærmest tilfældet allerede.«

Endnu har Michelle Beadle et eller to år (det er tilsyneladende usikkert) tilbage af kontrakten, så fra samme skribent lyder det, at tv-selskabet 'hænger på den vanvittige regning'.

Han fortæller videre, at det angiveligt skulle være tv-værtens arbejdsmoral, eller nærmere mangel på samme, der skulle være årsagen til den pludselige og bratte nedtur.

Det ser i stedet ud til, at Rachel Nichols og Maria Taylor sammen bliver nye værter på 'NBA Countdown'. Programmet laves sammen med et andet stort amerikansk tv-selskab, ABC.