Sara Thygesen fik en fjerbold i øjet og kunne ikke fortsætte. Dermed røg damedoublen ud efter blot en kamp.

En fjerbold i øjet satte onsdag en stopper for damedoublen med Sara Thygesen og Maiken Fruergaard i første runde i World Tour-turneringen Thailand Open.

Sara Thygesen var uheldig med at blive ramt i sit venstre øje, da hun stod tæt oppe ved nettet, og hun var ikke i stand til at fortsætte.

Sydkoreanerne Kim So-yeong og Kong Hee-yong, der er fjerdeseedede i badmintonturneringen, kom foran 19-16 i første sæt, da Sara Thygesen kom til skade.

Den danske doublespiller måtte derfor bruge et par minutter af sin 30-års fødselsdag på at blive tilset af en læge, mens hun klagede over et sløret syn i den nederste del af øjet.

En dommer stod tæt på og spurgte kort inde i pausen, om Sara Thygesen kunne spille videre, mens sydkoreanerne kom hen for at undskylde.

Sara Thygesen bad om et øjeblik til at sunde sig, men efter en snak med sin makker og træner opgav hun at fortsætte.

Bedre gik det for damedoublen Amalie Magelund og Freja Ravn, som vandt i to sæt over en thailands duo.

I mixeddouble røg Alexandre Bøje og Mads Christiansen ud efter et nederlag i tre sæt til et thailandsk makkerpar.

/ritzau/