Den danske bryder Turpal Bisultanov skal tirsdag kæmpe om guld ved EM i Albanien.

På europamesterskabets førstedag gjorde han rent bord i 87-kiloklassen, vandt fire kampe på stribe og indløste billet til finalen.

Bronzevinderen fra OL i Paris kom stærkt fra start og slog kroaten Matej Mandic i en kamp, der allerede blev afgjort i første periode.

Derefter blev armeneren Gevorg Tadevosyan slået klart med 9-0, inden belaruseren Ihar Yarashevich, der stiller op som uafhængig atlet, blev overvundet med 8-0 i kvartfinalen.

Ukraineren Yaroslav Filchakov var sidste forhindring før EM-finalen. Ham ordnede Bisultanov med 3-1 efter en faldsejr i første periode.

Dermed kan Turpal Bisultanov tirsdag aften sikre sig karrierens andet EM-guld. Han strøg også helt til tops i 2022. Modstanderen i slutkampen bliver Semen Novikov fra Bulgarien.

Tirsdag skal også William Reenberg i aktion ved EM. I 67-kiloklassen skal den 19-årige dansker op imod kroaten Dominik Etlinger i kvalifikationsrunden.

/ritzau/