Lyon vandt for femte år i træk det franske mesterskab i fodbold. Det skete, uden at holdet var i kamp, fordi Bordeaux tabte til Lille.

Olympique Lyon kan for femte år i træk skrive fransk mester i fodbold på visitkortet.

Lørdag aften genvandt mandskabet titlen uden at røre så meget som en tå, for da de nærmeste forfølgere fra Bordeaux tabte 2-3 på udebane til Lille, var mesterskabet en realitet. Træner Gerard Houlliers tropper har 75 point efter 33 kampe, mens Bordeaux har 61 efter 34 kampe, og det står ikke til at hente i de resterende fire spillerunder.

Lyon kan derfor tage den med ophøjet ro, når turen søndag går til Paris til kampen mod PSG og tilmed glæde sig over, at ingen fransk klub tidligere har vundet fem mesterskaber på stribe. Den tidligere rekord med fire titler på stribe delte St. Etienne og Olympique Marseilles.

I de sene lørdagskampe kunne Thomas Kahlenberg notere sig lidt

personlig succes, da han kom på scoringstavlen for sin klub Auxerre, men det rakte ikke til point i nederlaget på 2-3 ude mod Nantes.

Da Marseille samtidig slog Nancy med hele 6-0, dumpede Auxerre ned på rækkens syvendeplads og skal nu oppe sig i de resterende kampe for at sikre europæisk fodbold i den kommende sæson.

/ritzau/