FC Midtjyllands træner mente, at dommer Michael Svendsen var skyld i Brøndbys mål til 3-0. Også spillerne raser over dommeren.

Erik Rasmussen fór ud af det tekniske felt , da Chris Katongo scorede til 3-0. FCM-cheftræneren var rødglødende af raseri, og arrigskaben var rettet mod dommer Michael Svendsen, som i det 74.minut lod Brøndby tage et frispark længere fremme på banen end det blev begået.

- De sætter jo spillet i gang 20 meter længere fremme end frisparket blev begået og får lov til at gøre det af dommeren. Det fangede os i ubalance og kostede målet til 3-0. Det er elendigt af dommeren, siger en stærkt utilfreds Erik Rasmussen til bt.dk.

FCM-træneren var da heller ikke sen til at fortælle Michael Svendsen, præcis hvad han mente om kendelsen, mens Katongo og resten af Brøndby-mandskabet fejrede scoringen.

- Jeg ville bare fortælle ham, at han begik en kæmpe fejl, men han gad ikke høre på mig. Og nu er der jo intet, vi kan gøre. Men det mål kan sagtens ende med at blive afgørende. Det er altså langt sværere at hente 0-3 end 0-2, siger, siger den frustrerede FCM-træner

Også forsvareren Maros Kimpl rystede på hovedet af dommerens præstation.

- Vi spillere forstår ingenting. Det var mærkeligt, at han lod dem tage frisparket et helt andet sted, end det blev begået, siger slovakken.