FC Midtjylland vinder 2-1 ude over FC Nordsjælland og udsætter dermed FCKs guldfest.
FCN kom ellers foran 1-0, men FCM hankede op i sig selv og fik vendt opgøret og hentede de tre point, som var nødvendige for at forhindre FCK i at blive mestre.
Med sejren har FCK nu et forspring på 11 point på FCM på andenpladsen med fire runder tilbage af Superligaen.
For FC Nordsjælland ser det svært ud i forhold til kampen om tredjepladsen.
Holdet ligger nummer seks og har ti point op til Esbjerg, der ligger til at vinde bronze.
Begge hold virkede veloplagte fra kampens start, men det var FC Nordsjælland, der viste størst skarphed.
Efter 19 minutters spil tog hjemmeholdet et kort hjørnespark, og efter et par fikse kombinationer satte hurtigløberen Jonathan Amon bolden i mål via den ene stolpe.
Dermed skulle FCM op og score to gange for at bevare guldhåbet, men holdet sled med at skabe målchancer i første halvleg.
Gæsterne kom dog stærkt ud efter pausen, og efter 50 minutters spil udlignede Paul Onuachu med et fladt spark.
Herefter bed hjemmeholdet fra sig og kom frem til et par store chancer, men efter en times spil tog FCM i stedet føringen, da Onuachu scorede på et hovedstød.
16 minutter før tid kom halvlegens dramatiske højdepunkt. Her blev hjemmeholdets Abdul Mumin udvist efter tumult, og så skulle FCN spille kampen færdig med ti mand.
Temperamenterne var i kog hos begge mandskaber i kampens sidste minutter, men der blev ikke scoret mere, og FCM vandt dermed 2-1.
FCM skal nu vinde resten af sine kampe og håbe, at FCK snubler godt og grundigt, hvis midtjyderne skal vinde mesterskabet.
Herunder kan du se, hvordan kampen forløb: