FC København vandt søndagens guldkamp i Superligaen i Esbjerg 2-0, og det kan meget vel blive afgørelsen på årets danske mesterskab. Med to runder tilbage ligger FC København tre point foran Brøndby og fem point foran Esbjerg. Peter Møller bragte FCK foran i første halvleg, og Todi Jónsson lukkede kampen kort før tid, selvom FCK måtte klare sig uden en udvist Peter Christiansen i store dele af anden halvleg.

Brøndby måtte langt ind i dommerens overtid for at sikre en sejr på 2-1 hjemme mod FC Midtjylland. Dermed lever Brøndbys gulddrøm fortsat, og holder Brøndby andenpladsen i tabellen får de en af to UEFA Cup-pladser i næste sæson. Mohamed Zidan bragte FC Midtjylland foran 1-0 kort før pausen, men Thomas Kahlenberg og Mattias Jonson fik skrabet sejren hjem til sidst.

I dysten om den sidste nedrykningsplads er spændingen stadig intakt, men AGF rykkede endegyldigt fri af den trussel med en hjemmesejr på 1-0 mod Frem. Frem blev liggende på den kedelige næstsidsteplads i Superligaen med tre point op til Herfølge, der tabte 2-7 ude mod AaB. FC Nordsjælland fik 1-1 ude mod OB, og er fire point foran Frem.

I kampen om fjerdepladsen og den sidste billet til premieren på den nordiske Royal League i efteråret hentede AaB to point på OB, og kun en bedre målscore holder fynboerne på fjerdepladsen.

Allerede nedrykkede AB vandt 2-0 i Viborg.

/ritzau/