»Jeg er ligesom god vin. Jeg bliver bedre med alderen.«

Sådan lød det fra NBA-stjernen over dem alle for to år siden, og der er ikke noget, der tyder på, at den i dag 35-årige LeBron James har tænkt sig at stoppe med at imponere.

Den amerikanske superstjerne er således i gang med sin – hold nu fast – 17. sæson i den amerikanske basketball-liga, og søndag valgte hans hold, Los Angeles Lakers, så at dele et billede af organisationens absolut største profil.

Og det er ikke gået ubemærket hen. Billedet af LeBron James i bar overkrop har fået fans til at gå amok. Los Angeles Lakers har delt billedet på både Facebook, Instagram og Twitter, og alle steder har det fået markant flere både kommentarer, delinger og 'likes' end normalt.

På Twitter har billedet eksempelvis 103.000 'likes' i skrivende stund, mens over 16.000 har delt det. Kigger vi på alle de andre opslag fra den seneste uge, så har det næstmest populære opslag fået blot lidt over 36.000 'likes'.

Det samme billede tegner sig på både Facebook og Instagram.

Det er da også en knivskarp superstjerne, der poserer på billedet, og det er noget, der behager de mange Lakers-fans.

Efter flere måneders pause på grund af coronapandemien er NBA-sæsonen nemlig ikke mange dage fra at blive genoptaget.

KATELYN MULCAHY

30. juli går det således løs igen, når alle hold skal dyste om at stryge helt til tops.

Det hele foregår i Disney World i Orlando, Florida. Her vil man skabe et lukket miljø, så der ikke kan komme smittekilder udefra.

Her er LeBron James og resten af Los Angeles Lakers-stjernerne blandt favoritterne til at løfte trofæet. Lige nu ligger de således nummer et i Western Conference.

Lykkes det 35-årige LeBron James at føre Lakers hele vejen til titlen, vil det være hans fjerde NBA-ring. Han har tidligere vundet mesterskabet to gange med Miami Heats, i henholdsvis 2012 og 2013, inden han han i 2016 vandt med Cleveland Cavaliers.

NBA-sæsonen har været på pause siden 11. marts.