Hej. Du hungrer efter sportsnyheder, og her er buffeten. Efter min kollega Flemming Brandts forrygende start, vil jeg, Michel, nu forsøge at skovle nyheder i hovedet på dig resten af tirsdagen. Velkommen til!

22.37 - FODBOLD: Okore-sejr og målfest i United-kamp
Der blev spillet Premier League i aften, og det var interessant. Jores Okore var med fra start hos Aston Villa, der hentede sæsonens bare anden sejr i sæsonen, da man slog Crystal Palace 1-0. Der er stadig otte point op til overlevelse for Villa. I den anden ende af tabellen ligger Manchester United, og de havde gang i et brag af en kamp mod Newcastle. 3-3 blev den, og du skal finde et sted at se Wayne Rooneys mål til 3-2. Fremragende. West Ham slog Bournemouth 3-1 på udebane.

22.20 - FODBOLD: Premier League-opdatering
Der er kun et kvarters tid tilbage...
Newcastle - Manchester United 2-2 (Wayne Rooney, Jesse Lingard, Georginio Wijnaldum, Aleksandar Mitrovic)
Bournemouth - West Ham 1-2 (Harry Arter, Dimitri Payet, Enner Valencia)
Aston Villa - Crystal Palace 1-0 (Joleon Lescott)

22.14 - FODBOLD: Suarez slipper ikke for sin karantæne
Barcelona må undvære Luis Suarez i de næste to Copa del Rey-kampe. Det ligger fast nu, hvor Barcelonas appel mod udvisningen er blevet afvist. Suarez fik kanrantænen, da han efter et derby mod Espanyol i pokalturneringen truede modstanderne i tunnellen. Det skrev dommeren i sin rapport.

21.47 - FODBOLD: Lionel Messis hold hygger sig
... og de lægger ikke skjul på det hos det såkaldte Team Messi - Adidas dedikerede Messi-profil:

21.34 - FODBOLD: Mål i Premier League - og danskerkasse på anden klasse
Der er pause i de tre Premier League-kampe, hvor Jores Okore er med hos Aston Villa, og stillingen er som følger:
Newcastle - Manchester United 1-2 (Wayne Rooney, Jesse Lingard, Georginio Wijnaldum)
Bournemouth - West Ham 1-0 (Harry Arter)
Aston Villa - Crystal Palace 0-0
I Championship er Lasse Vigen med for Fulham, og han har scoret i kampen mod Wolverhampton, der fører 2-1.

21.14 - FODBOLD: Premier League på en tirsdag
Der spilles fodbold i England. Det var da også på tide - de har jo ikke lavet noget i julen! Og der er allerede mål i et par af de tre kampe efter en lille halv time:
Newcastle - Manchester United 0-1 (Wayne Rooney)
Bournemouth - West Ham 1-0 (Harry Arter)
Aston Villa - Crystal Palace 0-0

20.53 - FORMEL 1: Magnussen snakker med Renault
Kevin Magnussen kan snige sig ned i et Formel 1-sæde allerede i den kommende sæson. Den danske kører var ifølge The Telegraph på besøg hos Renault to dage i sidste uge, og ifølge avisen skulle teamet være klar til at give Magnussen pladsen som reservekører for Jolyon Palmer og Pastor Maldonado. Det er det mest sandsynlige scenario, men Magnussen kan allerede komme til at køre Formel 1 i den sæson, der starter i marts. Pastor Maldonados sponsor PDVSA, det nationale olieselskab i Venezuela, er nemlig i krise, og derfor kan Maldonados plads være i fare - og Magnussen kan komme ind.

20.26 - HÅNDBOLD: Nikolaj Øris bliver hjemme fra EM
Nikolaj Øris trak nitten i forhold til den EM-trup, som landstræner Gudmundur Gudmundsson tager med til Polen. Højre backen skal ikke med, for de tvivlsomme Mads Christiansen og Michael Damgaard er begge udtaget af landstræneren. »For det første har såvel Mads Christiansens fodskade som den skade, Michael Damgaards pådrog sig søndag gjort situationen lidt usikker og dernæst er niveauet hos de tre højre backs været meget homogent. Så selv om Øris ikke kommer med i første omgang, har jeg bedt ham holde sig klar i kulissen, hvis vi undervejs i turneringen skifter ud på højre back,« siger Gudmundsson i en pressemeddelelse.

20.00 - HÅNDBOLD: Pytlick snart klar i nyt job
Det er næsten kun lige blevet offentliggjort, at Jan Pytlick stopper i HC Vardar til sommer, men den tidligere danske håndboldlandstræner er snart klar til at offentliggøre sit nye job, fortæller han til BT.

19.43 - ISHOCKEY: NHL-stjerne ramt af kærestevold
Alex Galchenyuk spiller til daglig hockey for Montreal Canadiens, men i privatlivet er der problemer. Kæresten til den 22-årige hockeyspiller blev nemlig søndag lokal tid anholdt for vold mod Galchenyuk. Galchenyuk havde inviteret venner hjem til sin og kæresten, Chanel Leszczynskis, lejlighed, men klokken 20 blev politiet tilkaldt, skriver La Presse. Det bekræfter politiet, som trods Galchenyuk modvilje mod at anmelde kæresten alligevel overvejer at køre en sag om vold i hjemmet.

19.36 - MOTORSPORT: Nyt dødsfald i årets Dakar Rally
Dakar Rally er ramt af en ny tragedie. For anden gang i dette års udgave af løbet er en tilskuer død. Det første dødsfald skete i forbindelse med en ulykke lørdag, og nu er det forfærdelige så sket igen.

19.10 - FODBOLD: Brøndby fik tre millioner for norsk flop
Fredrik Semb Berge blev aldrig en succes i Brøndby. Han var kun i klubben i halvandet år, inden han igen blev solgt, og ifølge lokalavisen Varden mistede Brøndby to millioner på den handel. Odd solgte ifølge avisen Semb Berge for fire millioner kroner, og man har nu købt ham tilbage for to. Læs mere her.

18.58 - FODBOLD: Vidic er en fri fugl
Nemanja Vidic var anfører i Manchester United, dengang man stadig kunne holde sig vågen på Old Trafford. Men nu er han fri til at finde sig en ny klub. Serberen er blevet enig med Inter om at ophæve sin kontrakt, så den 34-årige midterforsvarer kan finde sig en ny klub, skriver Gazzetta dello Sport.

18.35 - FODBOLD: Liverpool vil købe varemærket »The Normal One«
Jürgen Klopp er en populær figur i Liverpool, og det vil klubben nu lukrere på. Således har Liverpool ifølge The Telegraph ansøgt om at få patent på varemærket »The Normal One«. Allerede nu kan man købe officielt merchandise med påskriften, der henviser til Jürgen Klopps egen beskrivelse af sig selv og lille afstandtagen til Mourinhos selvopfundne kælenavn »The Special One«. Hvis Liverpool får lov at registrere varemærket, vil man have eneret på at kunne skrive »The Normal One«.

18.15 - FODBOLD: Gaven til Liverpool-fans
Skype og Liverpool ha rindgået et partnerskab, der skal lokke Liverpool-fans til at bruge Skype. Og et af lokkemidlerne er en række smileys - eller emojicons, hvis du er helt nede med de unge - med Liverpool-præg. Tjek dem ud her (for at blive i den unge jargon):

17.52 - FODBOLD: Morten Olsen træt af Ballon d'Or
Den nu forhenværende danske landstræner har stemt for sidste gang i Ballon d'Or-sammenhæng - medmindre han finder sig et nyt landstrænerjob. Og det ser ikke ud til at være noget, han kommer til at savne. Han går hårdt til den ellers velansete prisuddeling: »Jeg synes, at nogle af mine kolleger og nogle spillere blamerer sig ved at stemme, som de nu engang gør - også selv om fodbold er en subjektiv størrelse og ses med mange forskellige øjne,« siger Morten Olsen til Politiken. Læs hele historien.

17.06 - FODBOLD: Casillas stemte ikke ved Ballon d'Or
Hvis man var en af dem, der begravede sig i de afgivne stemmer til Ballon d'Or, efter Messi vandt prisen for femte gang mandag aften, ville man se, at Spaniens anfører ikke havde stemt. Iker Casillas fik dermed ikke indflydelse på resultatet, og det skyldtes en fejl fra det spanske fodboldforbund. For den tidligere Real Madrid-målmand fik ikke sine papirer i tide, og dermed kunne han ikke nå FIFAs deadline. Det havde dog næppe ændret på Messis relativt solide sejr.

16.33 - FODBOLD: Ingen bud på Bendtner
Nicklas Bendtner stjæler igen et par overskrifter eller fire i disse dage, efter han er blevet sendt til selvtræning ovenpå juleferien. Rygterne er mange om Bendtners fremtid, og der har allerede været skriverier i tysk presse om, at Bendtner ønsker sig væk, men Wolfsburg har ikke modtaget nogen bud. »Der ligger ikke nogen bud på mit bord. Vi ønsker heller ikke at afgive nogen,« siger sportsdirektør Klaus Allofs til Kicker. Læs mere her.

15.49 - FODBOLD: Tidligere Randers-bomber vender hjem til USA
Yura Movsisyan er godt nok en vigtig del af det armenske landshold, men han har boet det meste af sit liv i USA, hvor han også spillede sine første professionelle kampe, inden han skiftede til Randers og blev en stor succes. Nu vender den tidligere Superliga-bomber tilbage til MLS og sågar Real Salt Lake, hvorfra Randers hentede ham. Ifølge Championalt.com har Movsisyans agent bekræftet, at der er forhanldinger i gang mellem Spartak Moskva og Real Salt Lake om et skifte.

15.14 - FODBOLD: Leon Andreasen skadet igen
Leon Andreasen ville formentlig have haft en helt anden karriere, hvis han ikke var blevet ramt af så mange skader. Nu er den danske midtbanekriger igen ukampdygtig. Han har ifølge det tyske nyhedsbureau dpa fået en ledbåndsskade under en træningskamp mod Hertha Berlin. Læs mere her:

15.02 - CYKLING: Tour-vinder forlænger med Sky
De senere års mest dominerende rytter i de store etapeløb forlænger sit samarbejde med Team Sky. Chris Froome har skrevet under på en ny kontrakt, der betyder, at han skal køre for det britiske hold frem til slutningen af 2018.
»Deres værdier er mine værdier, og jeg er stolt over at køre for et hold, som har vist, at man kan køre rent og vinde de største cykelløb i verden,« siger Froome blandt andet om forlængelsen.

14.08 - FODBOLD: Liverpool lejer Championship-forsvarer
Jürgen Klopps Liverpool er så hårdt ramt af skader, at man nu har måttet hente midlertidig forstærkning i den næstbedste række. Steven Caulker fra Queens Park Rangers er blevet lejet som backup for de mange skadede spillere i Merseyside-klubbens midterforsvar. Caulker var tidligere blevet lejet ud til Southampton for denne sæson, men så blev han hentet tilbage og i stedet lejet ud til Liverpool.

13.51 - ØVRIG SPORT: Australien hårdt ramt af doping-skandale
Den særprægede australske sport, Australian Rules Football, er blevet ramt af en dopingskandale. Efter en appel-sag er 34 nuværende og tidligere AFL-spillere blevet idømt doping-karantæner. Læs mere her:

12.26 - FODBOLD: Olsen uafklaret om fremtiden
Er Morten Olsen færdig som fodboldtræner? Det er ikke umuligt, at den tidligere danske landstræner har stået i spidsen for sit sidste hold. Han vil kun sige ja, hvis han får noget et jobtilbud udover det sædvanlige, og det har han ikke fået foreløbig.
»Jeg har stadig ikke taget stilling til, om jeg skal fortsætte som fodboldtræner. Hvis jeg skal fortsætte, skal det være noget spændende og unikt, og indtil videre har der ikke været noget, der har været netop dét,« siger Morten Olsen til dr.dk og tilføjer, at der har været henvendelser efter Sveriges-kampene, men altså ikke noget, der lever op til hans kriterier.

12.02 - FODBOLD: Tottenham forlænger med ungt talent
19-årige Dele Alli har forlænget sin kontrakt med Tottenham, så han nu er i London-klubben indtil 2021. Den engelske landsholdsspiller, som klubben hentede i MK Dons, fik Premier League-debut ved denne sæsons begyndelse, og han har været en af sæsonens store åbenbaringer. Han har foreløbigt scoret fem gange i 25 kampe på tværs af alle turneringer for Tottenham.

11.11 - FODBOLD: Bendtner svarer tilbage: Kan Jordan dunke?
Nicklas Bendtner er åbenbart ret træt af Dieter Heckings ord udtalelser om, at den danske angriber ikke er vendt til Wolfsburg i den fornødne fysiske form. Danskeren har nu svaret tilbage på Heckings kritik på sit foretrukne sociale medie, Instagram, hvor Bendtner med et billede fra løbebåndet afviser, at han skulle være i dårlig form. Læs mere her:

10.25 - BOKSNING: Sauerland aflyser stort Århus-stævne
BT erfarer, at Sauerland har valgt at aflyse et stort boksestævne, som skulle have været bokset 6. februar i Århus. Hovednavnet Denis Ceylan har fået en alvorlig håndskade og skal opereres. Han er ude det næste halve år. Læs mere her:

10.14 - FODBOLD: Arbejdsløs keeper på plads i Fredericia
Thomas Mikkelsen stod uden job, da FC Vestsjælland gik konkurs. Men nu har målmanden fundet nyt arbejde. Han har skrevet under på en kontrakt med 1. divisionsklubben FC Fredericia.

10.12 - HÅNDBOLD: Pytlick vender hjem til Danmark
Jan Pytlick vender til hjem til Danmark. Den tidligere kvindelandstræner forlader jobbet som konsulent i den makedonske storklub Vardar Skopje og vender hjem til Fyn til sommer. Her skal han ifølge TV2 være træner i HC Odense. Det er en beslutning, som Pytlick har taget af hensyn til sin familie. Læs mere her:

10.07 - FODBOLD: Laudrup-køb solgt til Newcastle
Den engelske bundklub Newcastle har været på indkøb i Wales. Jonjo Shelvey, som Michael Laudrup hentede til Swansea i sommeren 2013, er blevet solgt til Newcastle for 12 millioner pund, svarende til 120 millioner kroner.

jonjoshelvey

9.47 - HÅNDBOLD: Michael Damgaard bliver klar til EM
Michael Damgaard blev skadet i søndagens forbedredelseskamp mod Frankrig. Men nu meldes den danske bagspiller alligevel EM-klar.
Billederne viser det, jeg vil kalde en klassisk forstuvning. Så der er altså ikke tale om hverken brud eller beskadigede ledbånd, siger herrelandsholdets fysioterapeut Peter Poulsen tirsdag morgen.
Det er dog endnu uvidst, hvornår Damgaard kan træne med holdkammeraterne.

9.28 - ISHOCKEY: Rungsted Ishockey får flere penge og skifter navn
Rungsted Ishockey hedder fremover Rungsted Seier Capital. Den tidligere Saxo Bank-direktør Lars Seier Christensen har købt navn med et stort navnesponsorat.
»Jeg har gode erfaringer fra cykelsporten med den kommercielle værdi af at have sit firmanavn som en del af holdnavnet. Det har haft enorm betydning for brandet Saxo Bank med de otte år, banken var engageret dybt i cykling på højeste niveau. Som jeg lagde vægt på, da jeg trådte ind i Rungsted i sommer, så er ishockey en sport på vej frem med øget TV-eksponering og et kæmpemæssigt VM-arrangement i Danmark om to år, og jeg ser derfor en meget spændende eksponeringsmulighed for Seier Capital i dette navnesponsorat,« siger Lars Seier i en pressemeddelelse.

9.17 - FODBOLD: Italien droppede FIFA Ballon d'Or i sympati med overset Buffon
Hvis I ikke nominerer vores keeper, så vil vi slet ikke være med. Nogenlunde sådan kan tankegangen i det italienske fodboldforbund åbenbart formuleres. Italienerne ville i hvert fald ikke stemme til den verdensomspændende afstemning om verdens bedste fodboldspiller, angiveligt fordi Gianluigi Buffon ikke var nomineret. Læs mere her:

9.12 - FODBOLD: FCKer klar til lejeaftale
Christoffer Remmer er så træt af manglende spilletid for FCK, at højre backen er klar til at søge væk fra klubben. Men kun midlertidigt. »Det kan meget vel være en lejeaftale, der er det oplagte. Jeg kommer ikke til at skifte permanent væk, for jeg er glad for at være her, og drømmen er at starte inde her,« siger han til bold.dk.

9.06 - FODBOLD: Tidligere OBer til irsk fodbold
Nicklas Vemmelund, som tidligere har spillet i OB og senest været i svenske Brommapojkarna, skifter til irsk fodbold. Den 23-årige back skal fremover tørne ud for Derry City i den bedste irske række.

8.32 - FODBOLD: Brøndby tester »den nye Amartey«
FC København havde en heldig (dygtig?) hånd, da man hentede ghanesiske Daniel Amartey, som har været en stor gevinst, og som man forventer at kunne score en kæmpe gevinst ved et eventuelt videresalg. Nu forsøger Brøndby at gøre kunststykket efter. Den 20-årige Emmanuel Eli Keke, der også er et defensivt anker, som enten kan bruges i midterforsvaret eller på midtbanen, er til prøvetræning på Vestegnen. Læs mere her:

8.28 - FODBOLD: Troels Bech håber på Agger
Brøndbys sportsdirektør Troels Bech vil gerne forlænge så hurtigt som muligt med Daniel Agger. Bech mener nemlig, at det kan tiltrække andre gode spillere, hvis landsholdsanføreren snart forlænger den kontrakt, der udløber til sommer: »Vi ved godt, at det er en spiller, der også er med til at tiltrække andre. På den måde vil vi hellere kunne fortælle det (beslutning om forlængelse eller ej, red.) tidligere end senere.«
Agger er afventende, men ikke afvisende. Læs mere her:

8.15 - FODBOLD: Bendtner i nye selvforskyldte problemer
Nicklas Bendtner har tilsyneladende svært ved at følge de træningsprogrammer, som han får med hjem på juleferie. I hvert fald er han blevet sat i gang med selvtræning, fordi han ikke har udført den træning, som Wolfsburg havde givet ham besked på, inden spillerne skulle mødes igen efter julen. Samtidig meldes danskeren i forhandlinger om et klubskifte. Læs mere her:

Det var formentlig derfor, at danskeren havde travlt med at flashe sin trimmede overkrop på Instagram om mandagen: