Onsdag d. 17. september modtager Erik Gundersen et brev. 25 år efter speedway-ulykken i Bradford, der invaliderede den 17-dobbelte verdensmester for altid. Håndskrevet og med en særlig personlig hilsen fra konen Helles storesøster Sys. Han behøver ikke at tjekke afsenderen, for det lander hvert år på præcis samme dato. Nøjagtig som den store klump i halsen. Pakket ind i smukke beskrivelser af efterårets komme er budskabet klart: Tak fordi du holdt fast i livet og kæmpede dig tilbage.

Opret abonnement på BT PLUS og få hele historien om den tidligere speedway-kører Erik Gundersen og hans hårde kamp for at komme tilbage til livet efter det voldsomme styrt på Bradford-banen i 1989. Et styrt, der var ved at koste ham livet. Og husk...første måneds abonnement er gratis


Onsdag d. 17. september modtager Erik Gundersen et brev. 25 år efter speedway-ulykken i Bradford, der invaliderede den 17-dobbelte verdensmester for altid. Håndskrevet af hustruen Helles storesøster Sys. Han behøver ikke at tjekke afsenderen, brevet lander hvert år på præcis samme dato. Nøjagtig som den store klump i halsen. Pakket ind i smukke beskrivelser af efterårets komme er budskabet klart: Tak fordi du holdt fast i livet og kæmpede dig tilbage.

17. september 1989: Stemningen i bilen er ikke som den plejer. Normalt banker tonerne fra Shubidua og Gasolin ud af højtalerne. Denne gang er det tavsheden, der larmer i de to en halv times kørsel mod Odsal-banen i Bradford, hvor VM-finalen for hold afvikles.

29-årige Erik Gundersen sidder med en underlig fornemmelse. Han er tændt, men mærker presset. VM-titlen skal forsvares. Danskerne er bagud i den samlede stilling, så presset på særligt Hans Nielsen og Erik Gundersen er tungt. De gamle rivaler, der tilsammen har vundet de seneste seks VM-titler – tre til hver – og nu endelig har sluttet fred.

 

Starten fra yderbanen er perfekt. Erik Gundersen stryger forbi konkurrenterne på vej op mod første sving og begynder at skære ind i banen. Men så går det galt. Gong, gong, gong ... bang!

Opslugt af deres interne kamp om de sekundære placeringer glemmer svenske Jimmy Nilsen og amerikanske Lance King at slække på farten og hamrer begge ind i den førende dansker, der slår en kolbøtte hen over styret og lander hårdt på nakken på slaggerne, inden englænderen Simon Cross føjer spot til skade ved ufrivilligt at drøne hen over den liggende dansker med sit baghjul. Milisekunder er alle fire kørere i gruset. Total kaos. Erik Gundersens hoved er presset mod jorden.

’Help me, help me’, prøver Gundersen, men lyden vil ikke ud. Luften er banket ud af kroppen. Som i et tunnelsyn snævrer lyset sammen, kroppen summer og så.. zzzip. Alt er sort.

Det er nu 25 år siden, at Danmark og den internationale speedway-verden chokeret så billederne af Erik Gundersen ligge paralyseret i det engelske grus. Til stadighed et af de mest dramatiske begivenheder i speedway-historien.

  

Foto: Claus Fisker
Vis mere

BT møder ham i hjemmet i Tjæreborg lidt uden for Esbjerg, hvor han i dag bor sammen med konen Helle. Til en snak om fremtiden, nutiden og fortiden. Om d. 17. september, der ændrede alt, og som hvert år sender Erik Gundersen på en følelsesmæssig rutsjebanetur.

- D. 17. september er en mærkelig dag, siger Erik Gundersen og kigger ud af vinduet i det åbne køkken, hvorfra man kan se ud over det lille landsted, hvor hestene græsser. Hans base. Gemt for enden af en lang grusvej, hvor det første man møder er den specialbyggede kassevogn, hvor hans uundværlige elkøretøj står parkeret.

- Det er en dag, hvor jeg holder mig indenfor og sammen med Helle og reflekterer over ulykken. Det blev starten på et helt andet liv for os begge. Den dag reflekterer vi over, hvor langt vi er kommet, hvor vi er henne i livet, og hvor vi er på vej hen. Og glæder os over, at jeg fik lov til at komme videre.

Artiklerne fra tiden omkring ulykken er gemt. Også den fra Ekstra Bladet kort efter ulykken med forsideordene: ’Lad Erik dø’. Den ramte familien hårdt. Særligt Helle, der stod som afsender.

Men stærkest indtryk gør den bunke af breve, der står samlet i en stak. 24 styk, der i dag bliver til 25. Alle skrevet af Erik Gundersens svigerinde.

Foto: Claus Fisker
Vis mere

- Hun var derovre, da ulykken skete. Hun så det ske. Hendes brev rammer mig hvert år. Det giver en klump i halsen, fortæller han og retter atter blikket ud af køkkenvinduet.

- Hun beskriver, hvordan efteråret er kommet. Om bladene der visner, om løvfaldet. At vi i dag tænker på d. 17. september, hvor vi sammen oplevede det, der skete, og hvor taknemlige de er over, at jeg og vi kom videre. Hun skriver det på så pragtfuld en måde, at det ryger lige i mellemgulvet. Det er så stærkt og betyder rigtig meget for mig. Det er bare så stærkt, gentager han.

Meget kunne have set anderledes ud for Erik Gundersen, der har kæmpet sig tilbage til livet og sporten. Som talentudvikler i Danmarks Motor Union arbejder han i dag med landets største talenter inden for speedway. Fra 1991-2002 var han sågar landstræner. Utænkeligt i efteråret 1989, hvor han chokeret, rådvild og totalt paralyseret vågner op fra kunstig koma fem dage efter ulykken.

- Det første jeg ser er Helle. Jeg kan ikke bevæge hverken arme eller ben. Ikke noget som helst. Intet. I tre uger ligger jeg fikseret uden at kunne sige noget, fortæller han om den første tid efter det voldsomme styrt.

Han husker det tydeligt. Herfra starter en bemærkelsesværdig overlevelseskamp. Syv en halv uge tilbringes i respirator, inden Erik Gundersen langsomt og mod alle odds får kæmpet sig tilbage til livet.

- Jeg tog det op som en udfordring. Det ville blive den største kamp. Større end alle de verdensmesterskaber, jeg havde vundet.

  

Foto: Claus Fisker
Vis mere

Tre år efter ulykken sidder Erik Gundersen i en skov i Sverige. Med ræb og læderremme bundet fast til et hochsitz - et slags jagttårn - med udsigt ud over skoven. Hjulpet op og fikseret med en riffel installeret omkring sin venstre arm, spejdende ud over landskabet. Bum! En elg falder brat til jorden. Elgen måtte lade livet, men for Erik Gundersen blev det en ny start.

- Det var en kæmpe oplevelse. Jagt var min store passion før ulykken, og at jeg nu kunne se, det kunne lade sig gøre igen, betød rigtig meget. Det satte en masse tanker i gang om, at hvor der er en vilje, er der vej. Jeg ville have det bedste ud af det liv, jeg havde fået. Det blev et vendepunkt, fortæller Erik Gundersen.

Han ligner på mange måder sig selv fra før ulykken, som han sidder der i køkkenet. Anekdoterne fra nutidens og fortidens speedway spyttes ud i flæng med den jyske accent. Datteren Nanna er netop flyttet ud og har forårsaget endnu en stor omvæltning for Erik Gundersen. En blandt mange i det seneste kvarte århundrede. 

  

25 år med nedture, angst, smerter, men også en bemærkelsesværdig optimisme. Fremskridtene siden ulykken har været enorme. Trods en invalideringsgrad på 80 procent er Erik Gundersen selvhjulpen. Takket være elektroniske hjælpemidler, men i særdeleshed en ukuelig stædighed.

Hjælp til at brygge kaffen og samle det tunge jagtudstyr, som stolt vises frem, afvises blankt. Selvom generne er mange.

- Højre arm kan jeg ikke bruge, jeg slæber på mit højre ben og har dropfod på højre. Det gør, at jeg skal tænke hver gang, jeg skal løfte mit ben. Jeg har muskelsmerter, ledsmerter og slidsmerter, og jeg kan ikke mærke kulde og varme, fordi min termostat i nakken er ødelagt. Det giver mig store problemer, når det er rigtig varmt. Jeg kan ikke svede, så lige pludselig kan jeg koge indefra, siger Erik Gundersen. 

  

Foto: Claus Fisker
Vis mere

Alligevel nægter han at klage over sin situation.

- Når jeg kommer ud og ser andre, der har været ude for ulykker, eller er ramt af sygdom og har slået en koldbøtte i livet, så har jeg det jo godt. Der er altid nogle, der har det værre en én selv. Det mantra bruger jeg, og det har jeg altid gjort, siger han og erklærer sig lykkelig over stadig at være aktiv i sporten.

- Jeg kunne gå på en form for invalidepension, men det vil jeg ikke. Så længe min krop kan klare det, og jeg ser, at sporten benefitter af mit arbejde, bliver jeg ved. Selvom jeg kom galt med min sport, har jeg aldrig vendt den ryggen. At Team Danmark og Dansk Motor Union så muligheden for, at jeg kunne arbejde med de unge, har været en kæmpe hjælp for mig, fortæller Erik Gundersen og fortsætter:

- Jeg kunne have sat mig tilbage og bare været bitter, men selvom der har været grå skygger henover i perioder, så har den tanke aldrig strejfet mig. Jeg skal hver dag kæmpe med ting, men jeg kigger mig selv i spejlet og tænker: Jeg skal nok klare det. Det må bare tage lidt længere tid. Mit handicap er blevet en følgesvend. En rygsæk, jeg bærer på. Der er en vej til alting, hvis man er indstillet på at gøre en ekstra indsats.

  

At Erik Gundersens vej har været mere snoet end de flestes, kan ingen være i tvivl om. Men der har også været store bump. I perioder enorme bjerge, der skulle bestiges. Fire år efter ulykken blev han pludselig ramt af frygten, angsten og usikkerheden.

- Jeg havnede i et vadested. Kroppen sendte signaler, der gjorde mig utryg ked af det og angst. Det var noget posttraumatisk som følge af ulykken. Jeg havde været bange for at dø og fik en masse tanker om, hvad der nu skulle ske. Jeg fik også flyskræk og følte mig pludselig ’grounded’. Jeg syntes alting var besværligt. Mit lyse sind forsvandt, og jeg lukkede mig inde og læssede af på Helle. Normalt havde jeg selv kunne sætte mål og fuldføre dem, men det kunne jeg ikke der, fortæller Erik Gundersen, der fandt sig selv og vejen ud af mørket via en psykolog.

- Psykologen pillede mig fra hinanden. Da jeg kørte derfra første gang fik han mig til at føle, jeg gik på de blødeste skyer. Jeg kunne pludselig dufte ting igen og se farver. Det var helt unikt, siger Erik Gundersen, der siden har fået optimismen plantet i sig.

- Det, der er sket, ligger i bakspejlet. Det kan vi ikke ændre på. Men vi kan tage fat og leve livet gennem forruden, som er langt større end bakspejlet, siger Gundersen, der i dag bruger store dele af sin fritid på at dele ud af sine egne erfaringer.

Han vil hjælpe andre, der ligesom han har slået en uventet koldbøtte. Det er blevet endnu en mission i livet.

- Det vil det altid være. Jeg fik selv en masse hjælp og støtte til at komme videre, og det skal andre også have. Jeg har ofte været ude og besøge familier, der er blevet ramt, eller også er de kommet herud. Det kan jeg simpelthen ikke sige nej til. 

 

Foto: Claus Fisker
Vis mere

Telefonen ringer flere gange undervejs i interviewet. Erik Gundersen er til rådighed 24/7 for de unge speedway-talenter. For enden af bordet står bærbaren tændt. Hver aften streamer han speedway fra hele Europa for at holde sig opdateret. Arbejdet med speedway vil han blive ved med så længe, han kan holde til det.

For selvom det var speedwayen, der kun var millimeter fra at gøre ham paralyseret resten af livet, så er det den, der holder ham i gang i dag. Og forhåbentlig mange år endnu.

- Tingene bliver ikke nemmere med alderen, men sådan er det jo for os alle sammen. Jeg er glad for tilværelsen og har ikke i sinde at kaste håndklædet. Tværtimod. Det skal piskes videre.