De blå-hvide farver må flages på halv.
Den tidligere førsteholdsspiller og målmand for Esbjerg EFB, Verner Beck, er død. Det oplyser fodboldklubben søndag på det sociale medie X.
I opslaget skriver de:
'Vi har med stor sorg modtaget beskeden om, at vores tidligere førsteholdsspiller og målmand Verner Beck ikke er iblandt os længere.'
Klubben har eksisteret siden 1924, og Verner Beck fik sin debut i 1964.
Han nåede i alt at spille 126 kampe for klubben.
Verner Beck var en del af holdets storhedstid, hvor han var med til at vinde flere mesterskaber og pokaltitler med klubben.
Derfor vil klubben ved næste hjemmekamp ære hans minde:
'Forud for næste hjemmekamp på Blue Water Arena vil vi kort før kampstart ære Verner Beck med et minuts klapsalver,' skriver klubben på X.
