»I min vildeste fantasi havde jeg ikke troet, at jogging ville blive Danmarks største fritidsaktivitet.«

Ordene er Peter Schnohrs. Lægen, der 'opfandt' Eremitageløbet for godt 50 års siden.

Søndag 6. oktober er Familien-Danmark igen inviteret i skoven, når Dyrehaven slår sine røde porte op for det 51. Eremitageløb. På elob.dk kan du læse mere og tilmelde sig efterårets motionsfest.

667.886 har gennemført løbet de første 50 år. Som denne signatur har skrevet om Peter Schnohr: 'Sjældent har så mange haft en enkelt at takke for så meget.'

Dyrehaven er utvivlsomt den smukkeste ramme om et motionsløb i Danmark, og søndag 6. oktober går starten til den 51. udgave af 'danske løbeevents fadder'.
Dyrehaven er utvivlsomt den smukkeste ramme om et motionsløb i Danmark, og søndag 6. oktober går starten til den 51. udgave af 'danske løbeevents fadder'.
Vis mere

En af de første danske journalister, der skrev om motion som forebyggelse af hjertekarsygdomme, var B.T.s Per Arboe-Rasmussen i midten af 60’erne. Derfor var det naturligt, at Peter Schnohr, Københavns Idræts-Forening, og skiløberen Svend W. Carlsen, Københavns Skiklub, i 1969 henvendte sig til B.T., da de havde fået idéen til verdens første motionsløb af sin art.

Det var på et tidspunkt, hvor man ikke med sikkerhed vidste, om motionsløb var sundt. Peter Schnohr kom selv i tvivl, da en 46-årig mand døde under det første Eremitageløb. Men daværende formand for Hjerteforeningen, professor Anders Tybjærg Hansen, beroligede Schnohr: ”Du skal bare fortsætte,” lød hans råd.

Med sine mange artikler i E-løbets barndom var nu afdøde Per Arboe-Rasmussen med til at sætte fart på motionsbevægelsen.

'Det at motionere skal ikke bare være noget, man gør, fordi de kloge siger, at det er sundt. Så bliver det let noget hovedløst noget, og dermed mister det i hvert fald en dimension,' skrev han.

'Man løber også, fordi bevægelsen i ordets egentlige forstand sætter noget i gang inde i hovedet på en. Noget med, at bevægelsen lukker op for sindets fotografiapparat, og man sanser sig selv og omgivelserne på en ny måde. Bevægelse giver livskvalitet.'

Gennem årene har B.T. skrevet flere tusinde artikler om motion og E-løbet. Vi har været en tur i arkivet som optakt til det 51. E-løb 6. oktober. Kom og løb med.

Sagt og skrevet om Eremitageløbet

»Det var et scoop, at vi fik lov at løbe i Dyrehaven. Jeg var langt fra sikker på, at vi ville få lov, da jeg i 1969 mødtes med skovrider Tage-Jensen. Vi var så heldige, at hans søn læste til læge. Jeg var lige færdig, og min far var også læge. Jeg kom ind på motion som forebyggelse af hjertesygdomme. Det motiv ville Tage-Jensen gerne promovere. Jeg var stolt som en pave, da vi sagde farvel til hinanden.«

Peter Schnohr, E-løbets idémand.

»Jeg lever, når jeg løber. Jeg vil løbe, så længe jeg kan.«

Carsten Jørgensen, seksdobbelt E-løbsvinder.

»Jeg har meget at takke Eremitageløbet for. Det åbnede en helt ny verden for mig. Eremitageløbet er løbernes juleaften.«

Lars Bom, skuespiller.

»Det er mit favoritløb. Jeg elsker at løbe i Dyrehaven.«

Abdi Hakin Ulad, femdobbelt E-løbsvinder.

»Jeg har dårlig samvittighed over alt det, jeg sagde om motionsløbere, inden jeg selv begyndte at løbe. Det var de skrækkeligste ting. Noget om idioti. Jeg er heldigvis blevet klogere.«

Margrethe Vestager, politiker, E-løbsdebutant i 2013

»På den lille, stejle bakke efter 11 kilometer hører jeg en lille pige sige til sin far: ”Jeg kan ikke løbe mere.” Faderen siger: ”Selvfølgelig kan du det. Når Carsten Werge kan, så kan du også.«

Carsten Werge, TV-kommentator.

»Jeg elsker Dyrehaven. Naturen, dyrene, luften i skoven. Jeg trænede der meget, når jeg ikke var i Monaco eller i højderne i Schweiz og Frankrig.«

Wilson Kipketer, kommende E-løbsdebutant.

»Vi får hvert år mange henvendelser om nye, store arrangementer og siger nej til alle bortset fra de tre med langvarig tradition. Københavns Golf Klub, Hubertusjagten og Eremitageløbet er en del af Dyrehavens DNA.«

Torben Christiansen, skovrider og skytte.

»Eremitageløbet er danske løbeevents fadder. Det var dette løb, som på mange måder banede vejen, før motionsløb blev mainstream.«

Jakob Larsen, direktør, Dansk Atletik Forbund.

»Pyh… jo, det var et fedt løb. Måske lidt hårdere, end jeg havde regnet med, fordi der var så mange mennesker på ruten, og fordi der var så vådt og glat. Men det var virkelig et godt løb. Jeg er fuldt ud tilfreds. Et festligt løb.«

Kronprins Frederik, debuterede med startnummer 14.888 i 1988 i 1,09.08.

»Dyrehaven er skoven, vi alle elsker. Og Eremitageløbet var startskuddet til en bevægelse, som gjorde Danmark til en nation af løbere.«

Peter Fredberg, journalist, har skrevet om løbet siden 1972.

»Jeg kan ikke huske, hvor mange danske mesterskaber, jeg har vundet, men bytter gerne alle mine guldmedaljer for en sejr i Eremitageløbet.«

Flemming Jensen, vandt E-løbet i 1990 og 1992.

»Skåret helt ind til benet fortæller statistikken, at hver time tilbragt i løbeskoene forlænger livet med næste syv timer. Uanset om du løber hurtigt eller langsomt.«

Jerk W. Langer, læge.

»Jeg ville gerne have løbet under en time (brugte 1.01.55 i sin E-løbsdebut i 2013, red.). Men for mig er det en god tid. Jeg er fascineret af Dyrehaven. Dyrene, lyset, slottet.«

Rufus Gifford, USA's tdl. ambassadør.

»Traditionernes løb oser af historie og er de mest fantastiske 13 kilometer i Danmark.«

Jimmy Bøjgaard, TV-kommentator.