Matteo Trentin kommer ikke til start ved årets Tour de France.

For den italienske rytter, der er hjælperytter for Tadej Pogacar, er testet positiv for coronavirus.

Det oplyser UAE Emirates i et opslag på Twitter.

'Selvom han er skuffet, har han det fint, og han har ikke nogle symptomer lige nu,' skriver holdet.

'Marc Hirschi træder til og får hans plads,' lyder det.

Tour de France starter fredag den 1. juli, hvor rytterne bliver skudt afsted til enkeltstart gennem København.

Trentin er ikke den første, der er testet positiv for coronavirus onsdag. Det samme er Jumbo-Vismas sportsdirektør Merijn Zeeman, der derfor må starte Touren bag en skærm.

Han fortalte tidligere onsdag til B.T., at han ikke har været i nærkontakt med holdet, men at hele situationen omkring coronavirus er noget, der bekymrer.

»Jeg håber, at folk i Danmark bruger mundbind, når de skal se løbet, og at de beskytter rytterne. Alle hold er meget bekymret omkring det. Det er den usynlige fjende. Hvis man er rytter og får corona, så er måneders forberedelse spildt,« sagde han blandt andet.

Også Quick-Steps belgiske rytter Tim Declercq er testet positiv.