»For altid er lang tid, men med dig flyver tiden afsted, så jeg tænker, at det kommer til at gå helt fint.«

Sådan skriver målvogteren for Odense Håndbold Tess Wester på Instagram ledsaget af en række bryllupsbilleder.

Den hollandske verdensmester er nemlig blevet gift med sin kæreste, OB-spilleren Mart Lieder.

Parret blev gift i slutningen af det nu forgangne år, 2020.

Mart Lieder har også delt den glade nyhed med sine følgere med den noget sobre tekst 'Mr & Mrs Lieder (hr. og fru Lieder, red.).'

Superliga-spilleren friede til håndboldstjernen i slutningen af 2019. Og det var ikke på en helt almindelig dag, det skete.

Lider gik nemlig på knæ juleaften for at spørge sin udkårne, om hun ville gifte sig med ham.

Mart Lieder og Tess Wester bor sammen i Odense og har begge arbejdet i byen i knap et år.

I januar 2020 skiftede angriberen fra Sønderjyske. Dengang sagde Mart Lieder til B.T., at skiftet ikke skyldtes, at parret bor i Odense.

»Det er egentlig ikke en særlig stor del af beslutningen (...) Dengang, jeg skiftede til Danmark, var en del af grunden selvfølgelig, at hun spillede her (...) Nu skifter jeg mest af alt, fordi det er et skridt i den rigtige retning,« sagde han dengang.

I OB er det desværre kun blevet til otte kampe på et år, og den 30-årige hollænder har stadig til gode at score sit første mål.