Den tidligere MMA-stjerne Stephan Bonnar er død i en alder af kun 45 år.

Det bekræfter forbundet UFC på de sociale medier.

Præsident Dana White siger:

»Stephan Bonnar var en af de vigtigste fightere, der nogensinde har dystet i en oktagon. Fansene elskede ham, kunne relatere til ham, og han gav sig altid fuldt ud. Han vil blive savnet.«

Dødsfaldet skyldes hjerteproblemer, skriver flere internationale medier.

Amerikanske Stephan Bonnar begyndte sin karriere i MMA i 2005 og fik tilnavnet 'The American Psycho'.

Han menes at have en stor rolle i, at MMA i dag er blevet så populært, som det er, og hans kamp mod Forrest Griffin er gået over i historien som en af de største nogensinde.

Kampen var så intens, at det dengang var med til at promovere MMA i så høj grad, at sportsgrenen overlevede trods problemer med at vinde indpas.