Den tyske gymnast Sarah Voss får ros fra flere sider for denne uge at have stillet op til EM i idrætsgymnastik 2021 i Basel en heldragt, der dækker benene.
Normalt stiller kvindelige gymnaster op i dragter, som ikke dækker benene, medmindre de har religiøse grunde til ikke at gøre det.
Men Voss ønskede med sin dragt at tage afstand fra seksualisering af gymnaster, lyder det fra Det Tyske Gymnastikforbund (DTB).
- Som en del af det tyske landshold er vi også rollemodeller for mange yngre kvindelige atleter og vil gerne vise dem, hvordan man æstetisk kan optræde i en anden form for tøj uden at føle sig utilpas, siger hun ifølge nyhedsbureauet Reuters.
På Instagram skriver Voss videre, at hun er stolt af sit valg af gymnastikdragt, hvilket har afstedkommet en lang række positive bemærkninger.
- Da puberteten begyndte, og jeg fik min menstruation, begyndte jeg at føle mig mere og mere utilpas, forklarer hun på Instagram ifølge AFP.
- Da jeg var en lille pige, så jeg ikke den kropsnære pasform som et stort problem, tilføjer hun til den tyske tv-kanal ZDF.
Også Kim Bui og Elizabeth Seitz fra Tyskland, som blev nummer fem og syv i den samlede konkurrence ved EM, bar dragter, som dækkede ben og arme.
Seitz selv kalder det et "vigtigt signal".
Russiske Angelina Melnikova, som fredag vandt sølv bag landsmanden Viktoria Listunova, kalder den tyske dragt "usædvanlig, men flot".
Markeringen kommer efter flere skandaler i gymnastikkens verden blandt andet i USA, hvor lægen Larry Nassar i 2018 blev fængslet i en sag om seksuelle overgreb på mere end 250 atleter.
/ritzau/