Løbsledelsen vidste godt, at den ikke var helt god.

»Det var fantastisk, men det var også en akavet situation,« sagde løbsdirektør Tim Hardy.

Og det hele blev udløst af en formidabel præstation af Ellie Pell.

Den 27-årige amerikanske kvinde løb sig forleden til sejren i ekstrem-løbet Green Lakes Endurance Run. Distancen var på 50 kilometer.

Her kom hun ikke bare over målstregen før de andre deltagende kvinder. Hun kom først af alle. Også foran alle mændene – og det skabte nogle udfordringer, da trofæerne skulle uddeles.

For arrangørerne havde to styk klar:

  • Et til den samlede vinder,
  • Et til den bedst placerede kvinde.

Og fordi der af den grund lå en formodning om, at en mand (selvfølgelig) ville vinde løbet, endte Ellie Pell i stedet med at få BEGGE trofæer. Richard Ellsworth, der kom i mål som nummer to knap otte minutter senere, fik nul og niks.

Se bare her:

»Jeg endte med at tage begge præmier. Jeg havde det dårligt med, at den bedst placerede mand ikke fik noget, så jeg forsøgte at overbevise ham om, at han kunne sætte noget over 'fe' i 'female'. Men de sagde, at jeg bare skulle beholde dem begge. Det var ret sjovt,« sagde Ellie Pell selv til Runners World.

Hun fortalte selv, at hun øjnede chancen for sejr halvvejs gennem sidste omgang, da hun så, at den førende (mand) var stoppet for at få noget at drikke. Her droppede hun selv sit stop for i stedet at give den fuld gas hele vejen mod mål.

Og faktisk heppede løbsdirektør Tim Hardy på hende på det sidste stykke, fordi hendes præstation var så usædvanlig: »Der findes selvfølgelig mange gode kvindelige løbere, men man ser dem ikke ofte vinde ultraløb foran mænd. Så når det sker, får de to præmier,« sagde han til Runner's World.

Ellie Pells tid blev på 3.58,37, mens den bedste mandlige løber – Richard Ellsworth – kom i mål i tiden 4.06,22.