Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Maja Alm vandt tre gange VM-guld i 2015 og er blandt de sidste tre i kampen om BT Guld. BT satte hende i gang med 12 sætninger og fik hende blandt andet til at fortælle om klasselæreren fra Rødekro, der styrede alle rødderne. Og om glæden ved at komme hjem til kollegievennerne.

Mit sportslige forbillede er … Simone Niggli, som er tidligere schweizisk orienteringsløber og har vundet 23 verdensmesterskaber. Jeg blev som junior headhuntet til hendes klub i Sverige, hvor hun lærte mig op, og hun var meget nede på jorden og dygtig til at lære fra sig. Jeg har også konkurreret mod hende nogle gange – blandt andet ved VM i 2012, hvor jeg blev toer efter hende. For mig er hun noget særligt, fordi hun havde så utrolig en mental styrke. Selv om hun var favorit, vandt hun bare. Og hun blev ved. Nu mærker jeg jo selv, at der er et enormt pres på den, der vinder, så min respekt for det, hun har leveret under det pres, er kun blevet større.

For mig er den perfekte takketale ... både personlig og præget af nogle følelser. Den skal selvfølgelig også indeholde tak til de rigtige, men det skal, hvis man spørger mig, ikke bare være en masse navne, man står og fyrer af. Der skal være noget personlighed og nogle følelser. Jeg synes, Maja Jäger holdt en god tale, da hun vandt prisen som Årets Sportsnavn. For mig vil det være helt afgørende at takke min træner og min familie. Min mor og far er vigtige.

Den bedste lærer, jeg nogensinde har haft, var ... Lis Hestbech, som var min klasselærer i folkeskolen fra 0. til 7. klasse på Fladhøjskolen i Rødekro. Hun har nærmest opdraget mig – og mange af mine klassekammerater også, vil jeg tro. Vi var nogle rødder af og til, men hun kunne finde ud af at holde ro og orden i klassen og lære os at tale pænt til hinanden. Hun sendte os videre i livet med gode menneskelige kvaliteter.

Den mest inspirerende oplevelse for mig i 2015 ... var altså oplevelsen ved VM i orienteringsløb. Den måde, vi som hold agerede på, var noget særligt. Vi er i en sportsgren præget af individualister, men vi støttede og bakkede hinanden op. Vi havde arbejdet meget med det. Da jeg kom ind på landsholdet i 2009 som senior, var der ikke særlig god stemning løberne imellem, og vi fik ret hurtigt en sportspsykolog tilkoblet. Han hedder Kristoffer Henriksen og har arbejdet meget med gruppedynamik med os. Det har flyttet os helt vildt som gruppe. Han arbejder stadig med os, og jeg bruger ham også personligt.

Det danske landshold i orienteringsløb i skikkelse af Maja Alm (tv.), Ida Bobach og Emma Klingenberg, da de vandt VM-guld i kvindernes stafet i august måned sidste år
Det danske landshold i orienteringsløb i skikkelse af Maja Alm (tv.), Ida Bobach og Emma Klingenberg, da de vandt VM-guld i kvindernes stafet i august måned sidste år Foto: Kell Sønnichsen/DOF
Vis mere

I 2015 har jeg mest af alt savnet … min familie. Man er mere bortrejst som orienteringsløber, end folk måske lige tror. Min skov her i baghaven i Århus får jeg ikke noget ud af at træne i. Der kan jeg sagtens finde rundt. VM i 2015 var i Skotland, og før sådan et løb bliver man nødt til at rejse meget for at opsøge terræner, der minder om det, man skal løbe i. Vi regnede ud, at vi havde været to måneder i udlandet som forberedelse til det VM. Jeg har både en kæreste og en stor familie, som jeg savner rigtig meget. Min familie bor i Sønderjylland og er meget tæt. Det kan godt være hårdt ikke at være en del af det, når jeg ved, at de for eksempel ofte spiser sammen hver søndag.

Sport er ikke hele livet, jeg husker også 2015 for ... at være året, hvor min far blev 60 år, så der var stor fest. Det var heldigvis her i efteråret, hvor sæsonen var gået lidt på hæld. Der var stor fest på Koldinghus, hvor han selvfølgelig begyndte med at lave et orienteringsløb. Begge mine forældre er også orienteringsløbere, så det ligger i familien. Det var dog sådan noget alternativt fotoorienteringsløb, så jeg kunne ikke bruge min træning til så meget.

Hvis jeg selv skulle stemme på en vinder af BT Guld, ville jeg stemme på ... Sara Slott Pedersen. Jeg synes, at det er mega imponerende, hvad hun har opnået. Hun er blevet mor, hun er blevet endnu stærkere, og hun får det hele til at fungere. Konkurrencen er så vildt hård, dér hvor hun er, og det er længe siden, vi har haft nogen på det niveau i dansk atletik. Det er også værd at se på, at vi som orienteringsløbere er en gruppe, som har været gode, og som har været med til at presse hinanden fremad. Hun er helt alene, og jeg tror, at det er rigtig hårdt at skulle presse sig selv fremad på den måde.

Jeg bliver glad, når... jeg kommer hjem fra tandlægestudiet og til mit kollegium, som jeg bor på og taler med mine venner, og alt så ikke handler om sport. Der handler vores snak også om en masse andre ting. Det handler om, hvordan det går i skolen, om fester i weekenden, shopping, om hvad vi skal se i fjernsynet. Hvis mit liv kun var fyldt med sportsmennesker, ville det måske blive for monotont.

Vi kommer især til at huske sportsåret 2015 for ... vi orienteringsløberes succes, og jeg kommer til at huske det for alle de kontakter, som det har skabt mig, at vi har klaret os så godt. Der er blevet medieopmærksomhed på vores sport. Jeg tror også, vi kommer til at huske det for herrehåndbold i Qatar, som bare var et vanvittigt VM. Jeg kan virkelig godt lide håndbold, men det der var for meget for mig. Tænk for det første, at de skulle have lov at afvikle VM i sådan et land, og tænk, at man bare kan købe et helt landshold, og at nogle vil lade sig købe, som Qatar gjorde.

Min store sportsdag var ... selvfølgelig under VM. Det var store dage alle dage, men dagen, hvor jeg vandt min individuelle titel var selvfølgelig noget særligt. Dagen står på mange måder ret uklart for mig, måske fordi jeg var så fokuseret op mod det, og så føltes det bagefter bare helt uvirkeligt. Det kunne lige så godt være noget, jeg havde drømt. Men jeg husker, at det var en rigtig hård dag. Dagen før havde jeg vundet VM-stafet, og jeg vågnede med en følelse af tømmermænd efter det. Jeg skulle først konkurrere om aftenen. Det var lang tid at være så spændt og nervøs og kæmpe med den tilfredshedsfornemmelse efter guldet dagen før, som bare ikke måtte tage over. Det talte jeg meget med min sportspsykolog om, at den følelse ikke måtte tage over, og at hvis jeg ikke tog mig sammen, ville jeg ærgre mig resten af mit liv. Jeg er virkelig stolt over, at jeg klarede at holde det fokus.

Jeg bliver ked af det, når ... jeg ikke får mine otte timers søvn. De er rigtigt vigtige. Jeg bliver ikke kun ked af det, jeg bliver også sur, tror jeg. Det er den følelse, man har dagen efter, som jeg bare ikke er god til. Jeg kan ikke koncentrere mig om noget som helst. Jeg er derfor ret systematisk omkring min søvn. Det fungerer rigtig godt for mig, hvis jeg er det. Jeg tror, det er sådan nogle vaner, man tillægger sig som eliteudøver. Jeg er i øvrigt A-menneske, så det er ikke ligegyldigt, hvornår de otte timer falder. Jeg kan ikke bare gå i seng klokken 01.00 om natten.

2016s største danske idrætspræstation tror jeg, vi kommer til at se ... i Stömstad i Sverige, hvor vi løber VM, og hvor jeg tror på, at vi kan lave noget rigtig stort igen. Selvfølgelig ved jeg godt, at der foregår noget i Rio, hvor jeg glæder mig til at følge med. Jeg glæder mig til at se, hvad René Holten Poulsen kan. Han virker stærk. Og så glæder jeg mig til at følge atletik og Sara Slott.

 

Andre læser også