Det var dramatiske billeder, da den polske skøjteløber Kamila Sellier var uhyggeligt tæt på at miste sit øje ved vinter-OL fredag.

For under kvindernes kvartfinale i short track-disciplinen blev den 25-årige skøjteløber ramt under øjet af bladet fra en af modstandernes skarpe skøjte.

Sellier blev behandlet på stedet bag et hvidt lagen og efterfølgende fragtet væk i nakkekrave på en båre, mens publikum holdt vejret.

Polakken Kamila Sellier var udsat for et voldsomt styrt fredag.
Polakken Kamila Sellier var udsat for et voldsomt styrt fredag. Foto: Wang Zhao/AFP/Ritzau Scanpix

Lørdag eftermiddag kunne Sellier så glædeligt oplyse fra sin hospitalsseng, at hun efter omstændighederne har det godt. 

'Jeg ved, at jeg en dag vil se på dette billede og huske, at jeg er stærkere, end jeg nogensinde troede. Tak for alle jeres støttende ord, jeg ville bare lade jer vide, at jeg har det okay.'

Skriver hun i opslaget på Instagram med et tilhørende billede, hvor man kan se halvdelen af hendes ansigt. 

Ifølge AP har medlemmer af den polske stab bekræftet, at Kamila Selliers øje er 'okay', og at hun er det samme efter omstændighederne.

Hun blev syet med flere sting under øjet, men der er stadig en markant hævelse under øjet, som man frygter stammer fra en fraktur på en knogle i ansigtet.

Kamila Sellier, kendt som Kamila Stormowska før hun blev gift med den franske speedskater Diané Sellier, har både VM- og EM-medaljer på cv'et.