Selvom hun ikke længere er landstræner på det danske dressurhold, går det bestemt ikke stille for sig hos prinsesse Nathalie zu Sayn-Wittgenstein.

For selvom hendes exit har betydet en smule mere luft i kalenderen, har hun stadig meget at se til i sportens verden.

Sådan lyder det i et interview med Billed-Bladet, hvor hun også fortæller, at der har været godt gang i telefonen, og at hun på ingen måde har sluppet trænergerningen.

»Jeg har haft meget travlt. Jeg har selvfølgelig haft lidt mere tid derhjemme. Men jeg har rejst lige så meget til Danmark, og så har jeg også været i Luxembourg,« siger hun og fortsætter:

»Jeg har fået mange henvendelser fra forskellige ryttere fra forskellige lande, om jeg kan komme og hjælpe, så jeg har ikke haft mindre travlt.«

Prinsesse Nathalie er stadig personlig træner for to af de danske dressurstjerner, verdensranglistens nummer tre, Cathrine Dufour, på Bohemian samt Daniel Bachmann Andersen, der ligger nummer 29 med den meget talentfulde Marshall-Bell.

Det var tilbage i november, Dansk Ride Forbund meddelte, at prinsesse Nathalie zu Sayn-Wittgenstein ikke længere skulle være landstræner.

Det skyldtes et nyt elitesetup i forbundet, og prinsesse Nathalie fortalte efterfølgende, at hendes exit skyldtes, hun ikke kunne se sig selv i den nye model.

Og beslutningen ærgrede i den grad Cathrine Dufour.

»Det er superærgerligt. Nathalie er en kæmpe kapacitet, som virkelig har brændt for det her landshold. Hun har virkelig haft sit hjerte med hele vejen. Jeg ved godt, at forbundet har en god intention med det. Jeg håber bare, at Nathalie kan være en del af den videre proces, inden vi har VM på hjemmebane til næste år,« fortalte hun til B.T.

Allerede dengang slog den danske stjerne dog fast, at hun fortsat ville bruge prinsesse Nathalie som sin daglige træner, og det var da også prinsessen, der var med på sidelinjen, da Cathrine Dufour tidligere i marts vandt finalen i Grand Prix Freestyle i Jyske Bank Boxen i Herning med svimlende 90 procent.

En rekord ikke blot for Dufour personligt, men også for dansk dressur – det var nemlig første gang nogensinde, at en dansk rytter krydsede den magiske procentgrænse.