Krisen kradser i den traditionsrige ishockeyklub Rødovre Mighty Bulls.
I en pressemeddelelse skriver klubbens ejerkreds og Advisory Board i en pressemeddelelse, at direktør Morten Nielsen er blevet fyret.
Derudover lyder det, at Rødovre Mighty Bulls har brug for 500.000 kroner inden udgangen af oktober for at undgå faretruende konkurs.
Samtidig er der behov for yderligere to millioner kroner i den nærmeste fremtid, hvilket er 1-1,5 millioner mere end det først blev meldt ud.
Fyringen af Morten Nielsen kommer blot halvandet døgn efter, at de seks-dobbelte danmarksmestre iværksatte en redningsplan.
Natten til fredag skrev Claus Amondsen, der er en del af Advisory Board, at der skulle rejses en økonomisk ballast, hvis klubben skulle fortsætte indeværende sæson i Metalligaen.
»Derfor går vi nu ud med hatten i hånden til alle jer, der kunne have mulighed, hjerte og lyst, til at bidrage med et beløb på 1000 kroner for en folkeaktie,« skrev han videre i et opslag på Facebook.
Også klubben delte fredag et opslag på sin Facebook-side, hvor de bad offentligheden om en hjælpende hånd.
Fredag aften skulle kriseramte Rødovre Mighty Bulls i aktion mod Rungsted, men også her gik det galt.
Klubben tabte med hele 2-7 på hjemmebane trods en tidlig 1-0-føring.
Efter en lovende sæsonstart med tre sejre har Rødovre nu kun vundet én af sine seneste syv kampe og er som resultat heraf næstsidst i tabellen.
