Shakira og fodboldstjernen Gerard Piqué er nået til enighed om fremtiden, hvad angår deres to børn.
Det tidligere powerpar, som gik fra hinanden i sommer efter 12 års forhold, har indgået en aftale om forældremyndigheden.
Det har Shakiras talspersoner oplyst tirsdag, skriver Reuters.
De endelige detaljer er ikke officielt bekræftet endnu.
Men Reuters citerer en lokal avis for at skrive, at Shakira og Piqués to sønner, Milan og Sasha på henholdsvis 9 og 7, flytter til den amerikanske storby Miami sammen med deres mor.
Shakira og Piqué gik officielt fra hinanden i sommer, efter det blev rygtet, at fodboldstjernen var blevet afsløret i utroskab. Og for nylig satte Shakira for første gang ord på den situation, som familien står i:
»Nogle gange føler jeg bare, at det hele er en dårlig drøm, og at jeg vil vågne op på et tidspunkt. Men nej, det er ægte. Og det, der også er reelt, er skuffelsen over at se noget så helligt og så specielt, som jeg troede, det forhold, jeg havde til mine børns far, var, blive til noget vulgariseret og fornedret af medierne,« siger hun til Elle.
I interviewet satte hun også ord på den retssag, hun i øjeblikket er hovedperson i.
En spansk domstil har nemlig slået fast, at Shakira skal i retten for manglende indbetaling af indtægts- og ejendomsskat. Noget, Shakira har afvist.
Gerard Piqué har for nylig meddelt, at han indstiller sin professionelle fodboldkarriere i en alder af 35 år. Han spillede sidste kamp for FC Barcelona i lørdags.