Lyt til artiklen

René Holten Poulsen vil nok helst glemme lørdagens EM-finale i 1.000 meter enerkajak hurtigst muligt.

Og det forstår man godt.

For den danske kajakstjerne sluttede nemlig klart sidst blandt de otte deltagere i München. Et resultat, der allerede har sat sine spor i den 33-årige dansker.

»Jeg er vildt skuffet og ked af det. Jeg er frustreret og ked af ustabiliteten i min performance, hvor jeg den ene dag er i fuld kontrol og kan vinde semifinalen uden de store problemer, men vælger at lade mig falde tilbage til tredjepladsen af taktiske årsager, og næste dag kæmper jeg med liv og lemmer for at gennemføre et bare nogenlunde hæderligt løb,« siger han til B.T. og tilføjer:

»Jeg kæmper med det hele vejen ind, også selv om det ikke ser sådan ud, men det fungerer bare ikke i dag. Det føles, som om vi ruller en terning inden løbet, og enten så er det fantastisk, eller også er det helt væk. Det er det eneste løb i år, hvor jeg er faldet igennem, og så sker det i EM-finalen, og det er virkelig frustrerende.«

Det var lørdag eftermiddag på det olympiske rostadion i den tyske storby, at danskeren endte på sidstepladsen.

René Holten Poulsen lå ellers midt i feltet i lang tid, mens medaljefavoritterne Fernando Pimenta fra Portugal og ungarske Balint Kopász var rykket fra alle andre i front.

Den danske kajakroer gled dog hurtigt ned gennem feltet, mens den olympiske mester Kopász tog guldet.

Pimenta tog sølvet, mens bronzemedaljen gik til belgieren Artuur Peters.

René Holten Poulsen får søndag en ny chance for at hente EM-metal med hjem, da han sammen med Victor Aasmul skal i aktion i EM-finalen i 500 meter toerkajak.