Den tidligere landsholdsmålvogter i håndbold Natasja Dybmose stopper med øjeblikkelig virkning sin karriere. Skovbakken, som havde sikret sig målvogteren fra den kommende sæson meddeler, at Natasja Dybmoses pludselige stop skyldes personlige årsager.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Natasja Dybmose er lige nu på ferie i udlandet, men ifølge sportschef i Skovbakken, Steffen Damborg, er en af årsagerne til beslutningen, at hun ikke som ønsket er blevet optaget på Danmarks Journalisthøjskole i Århus og derfor efter al sandsynlighed vender tilbage til København, hvor hun tidligere optrådte for FIF.

Bruddet med Skovbakken betyder dog, at Natasja Dybmose ikke får lov til at spille i nogen anden klub i den kommende sæson, hvis hun skulle fortryde sin beslutning.

Skovbakken Håndbold A/S har i samråd med en af klubbens advokater og et par ugers overvejelser valgt at imødekomme spillerens ønske.

"Selv om juraen er på Skovbakkens side, så bør elitesport aldrig blive så forretningsorienteret, at der ikke er plads til menneskelige hensyn.

Derfor har Skovbakken valgt ikke at retsforfølge spilleren. I stedet ønsker klubben Natasja held og lykke med sit nye liv - og skulle hun fortryde, så ved hun jo, hvor spillercertifikatet ligger," siger sportschef Steffen Damborg.

I marts blev Natasja Dybmose, som har repræsenteret det danske landshold 15 gange, sat fri på markedet, da hendes daværende klub Ikast afbrød samarbejdet som en konsekvens af, at Natasja Dybmose havde forhandlet med andre klubber.

Skovbakken har i øjeblikket flere tilbud liggende fra udenlandske målvogtere som supplement til Birgitta Kaas og Lene Aggerholm. Men en mulighed kan også være at forlænge kontrakten med den japanske målvogter Yamashita Michiko, som for tiden opholder sig i Japan og ikke var stillet en ny kontrakt i udsigt efter købet af Natasja Dybmose. /ritzau/