Tre flotte ridt. Og tre EM-medaljer som belønning.

Sådan kan den danske dressurstjerne Cathrine Dufours uge nogenlunde opsummeres. For lørdag vandt hun EM-sølv i den sværeste klasse af dem alle, Grand Prix Freestyle.

'Det her er vanvittigt! Det er Bohemians første EM, og så tager han 3 (!!!) medaljer. Jeg er så stolt af ham, min bedre halvdel og mit hold. Vi gjorde det!' jubler Dufour på Instagram, hvor hun har delt et billede af sig selv og sin forlovede, Rasmine Laudrup, der havde taget turen til tyske Hagen for at heppe.

Først var det i holdkonkurrencen, hun på OL-hesten Bohemian var med til at vinde bronze.

Cathrine Dufour og Bohemian vandt EM-sølv lørdag.
Cathrine Dufour og Bohemian vandt EM-sølv lørdag. FRIEDEMANN VOGEL

I torsdagens Grand Prix Special red de sig til endnu en bronzemedalje, og lørdag satte de så et flot punktum for årets EM, da de til musik fra 'Les Misérables' red til vilde 88,4 procent i klassen.

En score, kun OL-guldvinderen Jessica von Bredow-Werndl slog med 91 procent, og dermed kunne Dufour hænge sølv om halsen.

Noget, hun selvfølgelig er meget stolt af, og på de sociale medier fortsætter hyldesten.

'EM-sølv. Tak til mit hold – hver og en af jer har en stor rolle i vores succes denne weekend,' skriver dressurstjernen, der blev nummer fire ved OL i Tokyo, i et nyt opslag på Instagram, og da medaljen var i hus, var det da også en lykkelig Dufour, der satte ord på den store finaledag.

Cathrine Dufour og Bohemian vandt EM-sølv lørdag.
Cathrine Dufour og Bohemian vandt EM-sølv lørdag. FRIEDEMANN VOGEL

»Jeg er rigtig glad, først og fremmest fordi jeg havde en super tur – næsten fejlfri – vi havde en lille fejl til slut, og det var afgjort min skyld. Vi er vokset meget siden onsdag i denne uge, og i dag føltes han bare så glad og klar til at levere. Det var bare så let. Intet pres, han nød det bare, og jeg nød at danse med ham,« sagde hun i den officielle pressemeddelelse.

Det er heller ikke tilfældigt, at hun rider rundt til tonerne af den verdensberømte musical, forklarede den 29-årig dansker, som sammen med Bohemian ligger nummer tre på verdensranglisten i dressur.

»Det udtrykker noget om, hvor jeger i mit liv. Der er en form for budskab – at jeg virkelig nyder livet, jeg er et godt sted, og min hest og jeg har virkelig fundet vejen. Jeg har det rigtig godt i det, jeg laver med mit hold og med de mennesker, jeg har omkring mig. Jeg har en super familie, en slags ekstra familie, og det føles fantastisk,« fortalte hun.

I lørdagens Grand Prix Freestyle var der yderligere to danskere til start. Daniel Bachmann Andersen red til 82,05 procent på den yngre hest Marshall-Bell og endte som nummer syv, mens Nanna Skodborg Merrald og Atterupgaards Orthilia blev nummer 12 med 78,9 procent.