Han vandt sin UFC-kamp i Las Vegas mod Austin Hubbard. Men der stod ikke stor fejring på programmet med det samme for Mark O. Madsen.

Den danske stjerne måtte nemlig køres direkte på hospitalet efter triumfen, fordi han kunne mærke noget i kæben. Det skriver Mark O. Madsen på sin Instagram.

'Dobbelt fraktur og en brækket kæbe. Jeg kunne mærke et klik i anden runde. Smerte er midlertidig. Stoltheden varer for evigt,' skriver han i opdateringen fra hospitalssengen.

Det var natten til søndag dansk tid, at Mark O. Madsen var i oktagonen.

Med sejren over Hubbard holder danskeren sin personlige rekord. Han er ubesejret i ti kampe.

Kampen var Mark O. Madsens anden i UFC, efter han i september debuterede netop der i Royal Arena i september i København. I modsætning til i nat var der dog ikke tale om en lang kamp her. For her vandt han på blot et minut og fire sekunder.

Det samme gjorde sig ikke gældende natten til søndag, hvor Mark O. Madsen i de første to runder dominerede sin modstander. I tredje runde kom han dog i problemer, da amerikaneren halede ind på ham. Den omgang gik til Austin Hubbard, og det var dermed dommerne, der skulle afgøre, hvem af de to der kunne knytte næverne.

Det blev som bekendt Mark O. Madsen, der vandt med 29-28 i T-Mobile Arena.

At han overhovedet skulle kæmpe kampen var stadig svært for ham at forstå, da B.T tidligere på ugen talte med ham.

»Det er stadig helt uvirkeligt for mig, det her. Jeg står midt i den drøm, jeg selv startede for to år siden,« fortalte Mark O. Madsen, der for nogle år tilbage besluttede sig for at stoppe karrieren som bryder for i stedet at prøve MMA-vejen.

De sidste to år har han brugt al sin tid på at komme på plakaten til et UFC-stævne i Las Vegas, og selv om han har fulgt et tætpakket program i ugerne op til stævnet, så er det stadig ikke gået op for ham, hvad det er, han står midt i.

»Det er det her, jeg har arbejdet målrettet mod i to år. Det er det, jeg er stået op for hver eneste dag. Alt, hvad jeg har gjort, har været med henblik på at komme i UFC, og nu står jeg midt i det. Det er stadig ikke helt gået op for mig,« fortalte han inden kampen.