Lyt til artiklen

Dopingproblemet i professionel sport har aldrig været større, og hvis ikke der sker noget drastisk, bliver problemerne ikke mindre, mener dopingeksperter.

Den 4. august i år gav den tidligere præsident for den internationale anti doping-myndighed (WADA) Dick Pound et interview med den engelske avis The Mail on Sunday.

Essensen var, at Pound har mistet troen på ren sport. Han kan ikke længere se Tour de France, fordi han ikke stoler på, at rytterne kører rent. Og helt generelt tvivler han på alle sportspræstationer han ser.

- Jeg tror på, at det sker (doping, red) i alle sportsgrene. Det er åbenlyst, at cykling, atletik, svømning, tennis og fodbold har enorme problemer, og at de er ledet af organisationer, som er i benægtelse, lød den opsigtsvækkende kommentar fra den tidligere anti doping-præsident.

Samme Pound sagde i sin tid som WADA-præsident, at dopingproblemet slet ikke var så stort. Der var tale om få mennesker, som ødelagde det for de andre, så derfor var det et spørgsmål om at finde de rådne æbler i kurven.

De rådne æbler har vist sig at være langt flere end antaget. VM i atletik, som i øjeblikket afvikles i Moskva, er blevet gennemført i skyggen af store dopingskandaler, hvor stjernenavne som løberne Asafa Powell og Tyson Gay er blevet taget for doping. Læg dertil adskillelige positive dopingprøver i flere forskellige sportsgrene, som har fået atleter til at forlade Moskva ad bagdøren.

I denne uge mødtes en række af verdens førende dopingforskere og eksperter i Aarhus for at dele deres viden om doping. Under overskriften ”What do we (really) know about doping?” havde Aarhus Universitet inviteret til en dopingkonference i håbet om at kvalificere dopingdebatten. En af hovedtalerne var Dr. John Hoberman fra University of Texas, som har forsket i doping i sport i mange år. Han har et dystert syn på professionel sport i dag.

- Som jeg ser det har dopingproblemet aldrig været større.

John Hoberman læste interviewet med Dick Pound, og han var rystet. Dybt rystet over at høre en så opgivende attitude over for doping. Det hvide flag var nærmest hejst, forstod Hoberman på Pound.

- Selv Dick Pound og David Howman (nuværende WADA-præsident, red) har smidt håndklædet i ringen.

En af Hobermans pointer er, at der er alt for lidt uddannelse i doping, og det gælder på alle niveauer i sport. Af trænere, ledere og atleter. Når der bliver lavet en dopingkampagne fra en organisation handler det - specielt i USA - om at skræmme unge atleter fra at tage doping. Man forsøger at true atleter fra doping, og det er forkert, mener han.

- Man har givet op omkring uddannelse. Atleterne får ikke den rette vejledning, og de får ikke at vide, at det er bedre, at de ikke tager doping. Der er ingen, der siger ”Tænk på, hvad du gør ved dig selv og sporten”. Det handler ikke om det etiske, men derimod om at skræmme atleterne.

Doping skal være noget man taler om. Trænernes betydning for, om en atlet doper sig, har vist sig at være stor, så derfor skal oplysning og uddannelse i doping foregå på flere niveauer.

Den bedste uddannelse kommer paradoksalt nok fra nogle af dem, som har brudt reglerne og taget doping. To af dem er cykelrytterne Tyler Hamilton og David Millar. De har begge skrevet bøger om deres misbrug. Dem skal nutidens atleter læse, mener Hoberman.

- Hvis man læser Tyler Hamilton eller David Millars bøger, så får man den rigtige anti doping-uddannelse. Det er brutalt, men når nogen er blevet taget og er blevet brudt ned og tvunget til at reflektere over det og komme tilbage, så kan vi lære noget af dem. Det hjælper meget mere end at spille et spil på nettet, som er sponsoreret af WADA.

Over hele verden har dopingdebatten fået fornyet styrke primært på grund af dopingskandaler. I baseball i USA er det kommet frem, at store dele af spillerne var pumpet op på steroider. Det samme gjaldt i amerikansk fodbold. I Australien har en nylig rapport afsløret enorme dopingproblemer i blandt andet svømning og rugby. Man taler om en beskidt underverden i australsk sport, som er ved at blive afsløret. Cykelsporten har sine velkendte problemer, som blandt andet blev afsløret i sagen Operacion Puerto og i USADA-rapporten mod US Postal, som endeligt fældede Lance Armstrong.

Fælles for de fleste skandaler er, at det ikke er positive dopingprøver, som ligger til grund. Tag f.eks. USADA-rapporten, hvor der ikke ligger så meget som én positiv prøve på US Postal-rytterne, selvom de fleste af dem tog alt, hvad de kunne komme i nærheden af. Og det er der en grund til.

Dopingprøverne virkede ikke tilstrækkeligt og gør det stadig ikke i dag. Dr. Werner Pitsch fra Saarland University i Tyskland kan ud fra sin forskning i anti doping konkludere, at man formentlig kun fanger én procent af de dopede atleter i test. Prøverne er ikke gode nok og skal blive bedre.

Sportstræner Antoine Vayer er en af dem, som forsøger at finde altenative veje til at afsløre doping. Vayer var træner for cykelholdet Festina i 1998, som startede en stor dopingskandale i cykelsporten. Vayer ved ud fra sit arbejde med over 500 cykelryttere, hvor meget man er i stand til at yde med og uden og doping. Han var selv en del af det.

I cykelsporten regner man med måleenheden watt, og hvor mange af dem, man kan træde ud i pedalerne. Jo flere desto bedre. Vayer har kigget på gamle og nuværende bjergopkørsler i Tour de France og på den baggrund udregnet rytternes tal ud fra de tal, han har til rådighed. Ifølge ham selv er resultaterne kun med en fejlmargin på to pct. Resultaterne er delt op i ”mistænkelig”, ”mirakuløs” og ”mutant”. I den sidste kategori ligger Miguel Indurain som den stærkeste rytter. Lige under ham ligger Bjarne Riis og Marco Pantani, som var dopede. Derefter følger ryttere som Jan Ullrich (dopet), Lance Armstrong (dopet) Alberto Contador og Ivan Basso.

Vayers undersøgelse er ikke akademisk, og den kontroversielle træner har fået kritik for kaste mistanke over ryttere uden nogle beviser. Team Skys General Manager David Brailsford har kaldt undersøgelsen for ”pseudo-videnskab”, og han anerkender ikke resultatet.

Vayer vil ikke dømme nogen, siger han. Men han vil være med til at presse cykelsporten i den rigtige retning. Der skal ske noget, og han mener, at han kan hjælpe.

- Jeg er her for at sætte spørgsmålstegn ved præstationerne, og så må andre bedømme, hvad resultaterne betyder. Jeg bruger ikke ordet doping, men jeg vurderer, om det er menneskeligt muligt eller ej, siger Vayer, som med sin erfaring i cykelsporten ikke stoler på en ren sport.

- Der burde være en advarsel på artikler og i TV, når det handler om cykelsport, ligesom der er advarsler på cigaretpakker. Der skal stå noget i stil med ”pas på; det du ser her, er muligvis ikke sandt”.

Vayer har været med til at danne bevægelsen Change Cycling Now, som med en række betydningsfulde personligheder i cykelsporten vil lægge pres på, for at ændre markant på opbygningen i cykelsporten. Sammen kæmper de for fire punkter:

1. Præsidenten i den Internationale Cykle Union (UCI), Pat McQuaid, skal væltes og erstattes af Brian Cookson.

2. Der skal oprettes en uafhængig kommission, som skal afdække dopingproblemerne med fokus på UCIs egen rolle.

3. Der skal oprettes en sandhedskommission, hvor man med en form for frit lejde kan give oplysninger, som kan rydde op i sporten.

4. Mentaliten i cykelsporten skal ændres.

Vayer opfordrer til, at andre hjælper til med at lægge pres på politikere og beslutningstagere.

- Hvis sponsorerne siger, at de har fået nok, og at de lukker i, hvis ikke der sker noget, så vil det være godt, for det er dem, der har pengene. Eller hvis nu dansk TV sagde, at de ikke længere vil betale for rettighederne. Det vil være at lægge pres på, og det vil være godt.

John Hoberman er også med i Change Cycling Now. Han peger helt generelt på, at de personer, der sidder med ansvar og magt i forhold til dopingspørgsmål i sport, skal skiftes ud.

- Man skal starte helt fra bunden, for den magt, der sidder der nu, kan ikke gøre noget ved det. De vil beskytte dem selv og deres magt.