Atletiktræneren Alberto Salazar, som har ført Mo Farah frem til OL-guld flere gange, har fået lang karantæne.

Midt i atletik-VM er en af sportens mest kendte trænere straffet for brud på dopingreglerne.

Alberto Salazar, som blandt andre har været træner for den firedobbelte britiske OL-guldvinder Mo Farah, har fået fire års karantæne af USA's antidopingagentur, Usada.

Han er desuden træner for to atleter, der er med ved VM i Doha i øjeblikket.

Det drejer sig om amerikanerne Donovan Brazier og Clayton Murphy, der tirsdag aften er med i mændenes 800-meter-finale.

Den 61-årige atletikguru er fundet skyldig i brud på dopingreglerne. Det oplyser Usada, der har efterforsket sagen i mere end fire år.

Usada har også straffet Jeffrey Brown, der har arbejdet tæt sammen med Salazar, med fire års karantæne.

I forbindelse med offentliggørelsen af karantænerne roser Usada atleterne for at være med til at afsløre svindlen.

»Atleterne har i disse tilfælde fundet modet til at råbe op og i sidste ende afsløre sandheden, siger Usada-chefen Travis Tygart ifølge AFP.

Salazar og Brown har ifølge Usada overtrådt dopingreglerne i forbindelse med træningen i Nike Oregon Project, der har flere prominente atletikudøvere tilknyttet.

»Salazar og Brown har demonstreret, at det var mere vigtigt at vinde end at sørge for atleternes ve og vel,« lyder det fra Tygart.

Usada oplyser, at to paneler med tre medlemmer har fastslået, at Salazar og Brown skulle straffes med karantæne for at 'orkestrere og facilitere forbudt dopingadfærd'.

Cubansk-fødte Salazar ledte Oregon-projektet, som Mo Farah var knyttet til i årene fra 2011 til 2017.

Det skal dog understreges, at der ikke er meldt noget ud fra Usada om Mo Farah i sagen.

Da den somalisk-fødte britiske atletikstjerne forlod Oregon-projektet i 2017, afviste han, at det havde noget at gøre med dopingbeskyldningerne.

I efterforskningen er der blandt andet lagt vægt på 30 vidneudsagn og 5780 siders transskription.

Salazar er blevet straffet for at give atleter stoffer, der overskred dopingreglernes grænser. Desuden er han straffet for at fifle med dopingkontrollen af atleter.

Salazar afviser at have gjort noget forkert. Det fortæller han på Oregon-projektets hjemmeside.

»Jeg er i chok over udfaldet. I de seneste seks års efterforskning har mine atleter og jeg oplevet uretfærdig, uetisk og enormt skadelig håndtering fra Usada,« lyder det fra Salazar.

Han meddeler desuden, at han vil appellere afgørelsen.