FCK-bestyrelses-formand er træt af kritikken af græstæppet i Parken.
DBU var i går ude med en kraftig kritik af græstæppet i den danske national-arena, Parken.- Græstæppets kvalitet er endnu ikke nået op på den kvalitet, fodboldforbundet forventer, lød det blandt andet i den bandbulle, som generalsekretær Jim Stjerne Hansen slap løs forud for landstrænerens udtagelse af truppen til de to kommende EM-kval kampe.
Og græstæppet i Parken er da i øjeblikket også langt fra en standard, som er international topfodbold værdig. En naturlig konsekvens af de mange andre arrangementer, som de driftige forretningsfolk også afholder i arenaen.
Men den slags kritik preller af på Flemming Østergaard. Bestyrelsesformanden for Parken Sport & Entertainment er overbevist om, at Jim Stjerne i virkeligheden er sendt i byen af dele af DBU-bestyrelsen, som har et horn i siden på FCK/PS&E.
- Jeg fornemmer, at det er noget jantelovsmentalitet over den kritik, DBU fremfører.
- Mon ikke DBUs direktion er blevet pålagt at skulle kritisere Parken, fordi en del af DBUs bestyrelse ikke er så begejstret for vores forretning. Jeg gider ikke denne kritk mere. Vi gør alt, hvad vi kan, og hvis DBU hellere vil spille et andet sted, så må det vel være udvejen, siger Don Ø til Jyllands-Posten.
Blandt medlemmerne i DBUs bestyrelse er Brøndbys Per Bjerregaard, Thomas Christensen fra OB og Jesper Møller fra AaB. Per Bjerregaard har tidligere udtalt sig kritisk om, at det favoriserer FC Københavns forretning, når landsholdet skal betale dyrt for at spille i Parken.