Niels Nygaard glæder sig til at følge Årets Sportsnavn 2015 ved de olympiske lege i Rio.

Herning: René Holten Poulsen havde et fremragende 2015.

Derfor blev den 27-årige kajakroer fra Maribo Kajakklub lørdag aften kåret som Årets Sportsnavn, en pris der bliver uddelt af Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Jylland-Posten.

Det siger DIF-formand Niels Nygaard i en pressemeddelelse.

- Kæmpe til lykke til René Holten Poulsen med titlen som Årets Sportsnavn 2015. Han har i en efterhånden lang årrække været en af Danmarks stærkeste og mest vindende atleter, og i 2015 var han aldeles suveræn.

- Vi er mange, der ser frem til at følge ham ved OL i Rio til sommer, siger Niels Nygaard.

René Holten Poulsen vandt mange internationale medaljer i 2015. To gange blev han verdensmester og europamester, og ved EM erobrede han også en sølvmedalje. Desuden vandt han bronze ved European Games.

Team Danmark-direktør Lone Hansen har også de store roser fremme til kajakroeren, der tilbage i 2008 vandt OL-sølv i toerkajak sammen med Kim Wraae.

- René er en meget målrettet og ambitiøs atlet, som hver dag arbejder stenhårdt for at blive den bedste.

- Han har været en del af verdenstoppen i flere år, og det er inspirerende for os alle at se, hvordan han gennem lang tid kan fastholde ambitionen om at nå sine drømmemål, siger Lone Hansen i pressemeddelelsen.

/ritzau/