Danmark kan ende med et taber-kapløb i UEFA Cup'en. Luften er proppet med domsafsigelser i denne tidlige fase af SAS-ligaen og klubbernes første favntag med Europa.

Laudrup - succes eller skuffelse. Danmark-Europa 0-1 eller 1-0. SAS-liga - underholdning eller fedtspil. Bund og top - krise eller cruise.

Et par af de oplagte og meget hurtige domme taler om resultat-problemer for Laudrup, niveau-problemer for danske hold i Europa og så heldigvis lidt underholdning i en liga, som er dejlig jævnbyrdig eller måske bare jævn - afhængig af øjnene, der ser.

Mindst et par af dommene er for tidlige. Michael Laudrup kan få sit eget hold til at spille fodbold. Det er bevist. Nogle af hans spillere har bare lidt svært ved at ramme målet og ved siden af målmanden på samme tid.

Den europæiske dom virker også forhastet. FC Midtjylland skuffede, men har stadig en returkamp. Det samme har OB, der havde store problemer uden Michael Hemmingsen. FCK har gjort det til sæsonens vane at komme bagud i alle kampe for at spille »op ad Backe« resten af kampen.

Udlægningen af Brøndbys første møde med Rosenborg har været genstand for det meste debat. Alle er enige om, at det var en fremragende fodboldkamp og specielt, at Rosenborg er et fremragende fodboldhold.

Dermed også, at Brøndby kan mangle et skridt, som Ståle Solbakken her i B.T. konkretiserede til den centrale midtbane og hans landsmand, Åge Hareide, navngav som den plads, hvor Krister Nordin spillede indtil for nylig.

Laudrups problem er, at Morten Wieghorst ikke kan være overalt, og at Brøndbys modstandere er ved at finde ud af, at man skal agere så tilpas offensivt overfor holdet, at Wieghorst tvinges tilbage i bageste række.

Rigtigt er det i hvert fald, at Nordin er savnet, og at Thomas Kahlenberg og Kim Daugaard er store talenter i forskellige aldersgrupper, men ikke er umiddelbare lederskikkelser.

Michael Laudrup, der i dag står overfor en ny vanskelig opgave i skikkelse af Viborg - altid gode på Brøndby Stadion - tager udfordringen som et mandfolk. Mod Rosenborg søgte Brøndby scoringen og spiller i de fleste kampe særdeles lovende.

Forskellen har faktisk mere været de ikke-scorede mål i eget angreb end de mål, der bliver scoret efter blottelser på grund af egen offensiv.

I dag kan Brøndby med et nyt nederlag dykke ned under nedryknings-stregen, så på den baggrund er der ikke belæg for at tale om en FCK- og Brøndby-dominans i dansk fodbold.

Næste lørdag gælder det så FCK-Brøndby i Parken og fire dage efter returmødet med Rosenborg, så på sin vis kan man godt tale om en afgørende fase for Laudrup og Co.

Får dansk fodbold ikke rettet op på de europæiske problemer, ender man med et pikant parløb i UEFA Cup'en. I så fald ryger Brøndby over i 1. runde af denne, hvor også FCK ventes klar.

Og så kan der blive tale om et taber-kapløb - FCK, der tabte mesterskabet i sidste minut, og Brøndby, der gik glip af den regnskabs-reddende Champions League.

Lad os tro på et helt andet udfald. Dansk fodbold har ikke brug for en depression, nu hvor der for en sjælden gangs skyld tales lige så meget om god underholdning som om DM i røde regnskabstal.