Er der noget, cykelrytterne til Tour de France frygter, så er det at blive syge under løbet. Med en virus i kroppen kan de godt glemme alt om at gennemføre verdens største cykelløb.
Jo jo, selvfølgelig er Touren ekstrem hård i sig selv, men der er ingen grund til at gøre det endnu hårdere.
Derfor sikrer de fleste Tour-ryttere sig mod at blive smittet.
Ofte ser man således de åleslanke mænd smøre deres hænder ind i sprit.

»Det er fordi, vi har rørt ved folk som jer,« siger en grinende Michael Valgren til B.T.s reporter i Belgien.
Men den er faktisk god nok og helt reel.
Rytterne vil ikke blive ramt af en virus, der potentielt kan overføres via utallige håndtryk i løbet af en dag. Derfor står håndspritten altid lige i nærheden i deres busser, biler og på deres hoteller.
Mange cykelryttere er sågar stoppet helt med at hilse på med et godt gammeldaws håndtryk, i stedet bliver der ‘fist bumpet’, så rytterne undgår for eksempel journalisterne klamme hænder.
Frygten for bakterier er altid fulgt med hos mange cykelryttere. Deres immunforsvar er i forvejen udsat, fordi deres fedtprocent er helt i bund, og der er ikke meget at stå imod med.

Dimension Data-rytteren Lars Bak husker den tidligere rytter David Zabriskie, der var ekstrem i sin kamp mod smitten.
»Jamen han gik sgu rundt med en hvid handske på hånden, når der var pressemøder, fordi han var bange for at blive smittet. Han lignede nærmest Michael Jackson,« fortæller Lars Bak.
B.T Sport er nu på vej i supermarkedet i Bruxelles for at købe et friskt lager af håndsprit, så vi kan sige tak for interviews til rytterne.

