Ildelugtende og ækelt.
Sådan plejer man godt at kunne beskrive lugten på Roskilde Festival, når man efter de første par dage har været tæt nok på et toilet eller et hegn. Men sådan er det også under Tour de France.
For står man som journalist, kameramand eller tilskuer ved holdbusserne efter mål, så venter der ofte en knap så lækker gave.
Mange af Tour-holdene vælger nemlig at tømme deres holdbuss for tis og badevand, mens de venter på, at de sidste ryttere kommer i bussen, og de kan komme afsted mod hotellet.
Og det er altså imens, at forældre står tålmodigt med deres børn og håber på en drikkedunk, en autograf eller et billede, og mens journalisterne ivrigt står klar til at få en kommentar eller to.
Selvom det nok ikke gøre det store for feltets ryttere, så er det ikke ligefrem store smil og jubelbrøl, man oplever, når der først bliver lukket op for tis og badevand.
Og var man særligt uheldig efter søndagens 14. etape, så fik man hverken en kommentar, en dunk eller en autograf.
I stedet kunne man lukke øjnene og føle, at man stod midt på Roskilde Festival.
