Peter Kjær frygtede at ende uden penge og kampe i Besiktas, og det fik ham til at sige ja til sin nuværende situation som - lidt groft formuleret - arbejdsløs oldboys-spiller.
Freden er en illusion. Billedet lyver lidt. Godt nok gumler køerne græs på den midtjyske mark, og godt nok ånder alt fred og ro omkring Peter Kjær, men kun i ganske kort tid. Så ringer mobiltelefonen. Igen. Igen. Og igen.Det, der til gengæld er sandt ved fotoet på disse sider, er, at Peter Kjær er tilbage i Danmark, men formentlig kun på kort visit, inden en udenlandsk klub igen trækker i ham.
»Jeg håbede, at jeg skulle hjem for at puste ud sammen med familien efter en hektisk uge, men i stedet er det rent kaos. Spørg bare min kone Pia, der vist ikke har snakket sammenlagt en halv time med mig endnu.
Det er helt galt, det her,« stønner Peter Kjær og bliver afbrudt af endnu en samtale på den lille fikse mobiltelefon fra nok en ven, en forretningsforbindelse i fodboldverdenen eller måske nok en journalist, der bare lige skal høre, om der er noget nyt.
Da B.T. møder den ombejlede mand til et interview over en frokost med dertil hørende spadseretur i den lige lovlig friske efterårsluft, hvor temperaturen kæmper for at blive tocifret, står solen noget lavere på himlen og varmer knap så kraftigt som i Tyrkiet, hvorfra Peter Kjær vendte hjem for et par dage siden.
Det med vejret er selvfølgelig lidt ærgerligt, men omvendt nyder Peter Kjær, at rampelyset på samme måde - trods alle mobil-opkaldene - er mindre blændende og ikke længere så hedt, at det kan skolde en stakkels dansker, der uforvarende stikker snuden frem.
Også på det punkt var de kun to måneders ophold hos Besiktas i Istanbul et møde med en helt anden verden. Blot to måneder varede drømmen. Er du en skuffet mand?
»Det lyder sikkert underligt, men nej, jeg er ikke skuffet. Jeg synes faktisk, at det var dejligt og spændende at spille fodbold i Tyrkiet, indtil den sidste uge, hvor tingene pludselig kørte helt af sporet.
Jeg kendte risikoen på forhånd, selv om jeg da ikke havde regnet med, at det kun ville vare to måneder. Derfor var det i den sidste ende nemt for mig at vælge at opsige samarbejdet og tage hjem,« fortæller Peter Kjær. Hvad gik galt?
ȁrsagerne fandt jeg aldrig ud af, men da jeg vendte hjem fra landskampen mod Island, var hele stemningen i klubben voldsomt forandret.
Alt virkede rodet og kaotisk, selv om vi havde vundet de to seneste kampe. Den tyske træner Christoph Daum fortalte mig, at han ville sige op, og så sprang ballonen for mig.
Klubledelsen ville umiddelbart gerne have mig til at blive, men som Daum forklarede mig, så risikerede de udenlandske spillere at ryge ud, når træneren stoppede.
Pludselig var fremtiden usikker, og det netop på et tidspunkt, hvor min familie var på vej til at flytte til Tyrkiet permanent. Jeg bad med det samme min kone om at lade være med at booke flybilletterne, og i løbet af et par dage var alt på plads. Mandag fik jeg et stykke papir på, at jeg var en fri mand og rejste hjem.«
Kunne du ikke bare blive i Besiktas, kæmpe for din plads og hæve din gode månedsløn? »Man ser jo tilfælde, hvor en spiller bare bliver i en klub uden at spille kampe og så hæver pengene ved kasse 1. Men jeg var bange for, at sådan ville det ikke blive i Tyrkiet.
Jeg kunne risikere at blive sparket ud på et sidespor, men uden at få min løn. Det klarer en klub ved for eksempel at give bøder hele tiden, så lønnen bliver ædt op.
Ved at give en spiller et forkert træningstidspunkt, og når han så kommer for sent til det rigtige tidspunkt, så får han en kæmpebøde. Der findes mange metoder til at sætte en spiller under psykisk pres og gøre livet surt for ham.
Jeg har også hørt om en spiller, der hver dag, når han kom hjem fra træning, så, at klubben havde været i hans lejlighed og pakket alt ned i flyttekasser og stillet dem udenfor døren.
Bare lige for at understrege, at han burde rejse hjem. Så langt ud gad jeg ikke komme - og slet ikke her i de sidste par år af mine karriere,« fastslår Peter Kjær.
Igen ringer hans mobiltelefon med en samtale så lang, at bearnaisesaucen er stivnet på kalvemedaillonen, før han er færdig.
»Nogle vil nok sige, at jeg er en tøsedreng, når jeg med det samme stikker af, men jeg ser det selv som en voksen beslutning. Jeg har altså også en familie at tage hensyn til,« siger Peter Kjær.
Han vil gerne understrege, at selvom afskeden med Besiktas kom brat, så blev beslutningen ikke truffet i panik. Eller fordi den jordbundne jyde pludselig fandt sig selv et sted, hvor mentaliteten bare ikke passede til ham.
»Meget er da anderledes i Tyrkiet - også mentaliteten, men jeg har altså også selv temperament, og selv tyrkerne kiggede lidt, da jeg blev rasende og rev et skab i stykker, efter at de havde glemt at tage mig med i bussen til en udekamp.
Der var bare nogle private problemer med nogen dernede, som jeg ikke vil komme ind på. Men nogle ting hang mig langt ud af halsen i den sidste uge.
Jeg havde det så skidt, at det efterhånden føltes som at sidde i fængsel - jeg ville bare hjem,« lyder det fra spilleren, der ikke vil fortælle mere om den side af sagen.
Det har han heller ikke tænkt sig at gøre i den bog, som han pusler med planer om at udgive på baggrund af blandt andet en dagbog, han førte i Tyrkiet.
»Dagbogen blev desværre ikke så tyk, som jeg havde ventet, men der sker altså mange underlige ting dernede, som jeg gerne ville kunne huske for at fortælle dem til mine børn. Det er langt væk fra Danmark, og det fandt jeg ud af med det samme.
Den allerførste træning foregik for eksempel i det hotellokale, hvor vi lige havde siddet og spist morgenmad. Bordene blev skubbet ud til siden, og så løb vi rundt i spisesalen og hoppede op og ned og lavede øvelser, mens resterne af morgenmaden stod omme bagved.
Det endte med, at de tændte for noget ægte tyrkisk musik og skruede helt op, og så skulle spillerne frem en efter en og danse for de andre. Nu er jeg ikke den helt store danser, så mit bidrag blev vist mest noget med nogle knæbøjninger i nogenlunde takt til musikken for øjnene af alle mine nye holdkammerater.«
Hjemme i Danmark oplevede Peter Kjærs familie, hvor meget Besiktas betyder for klubbens fans. Således blev Peters far og sønner inviteret ind på en tyrkisk restaurant i Fredericia til TV-kamp med Besiktas og blev grundigt forkælet af det tyrkiske personale, og da Kjær så snuppede et straffespark, fik de ikke lov at betale for noget den aften.
På negativ-siden står de frygtelige dage lige efter terrorangrebet på USA 11. september. »Det var forfærdeligt at være så langt væk fra familien og bare sidde der alene, isoleret og uden at kunne forstå, hvad alle omkring mig snakkede om.
Jeg kunne kun se CNN og tale lidt med de andre udlændinge i klubben. Jeg oplevede nu ikke noget som helst negativt ved at være i et land med så mange muslimer i de dage, og mine holdkammerater var absolut lige så rystede, som jeg var.
Jeg fik da også lige slået op på et verdenskort for at se, hvor langt Tyrkiet lå fra brændpunkterne i Mellemøsten,« indrømmer Peter Kjær. På banen oplevede den rutinerede målmand blandt de mange fremmede indtryk også at få to kampe blæst af før tid.
Den ene, fordi et nyanlagt græstæppe ikke kunne hænge fast, så spillerne skøjtede rundt på et løst, glat tæppe, der bølgede så meget, at dommeren hele tiden måtte afbryde spillet for at få lagt tæppet på plads, indtil han opgav.
Og den anden gang, fordi en dommer ikke ville finde sig i, at Besiktas-supporterne sang smædesange om ham, og derfor fløjtede kampen af og fornærmet satte sig ned i omklædningsrummet. Begge kampe blev dog færdigspillet.
Den med græstæppet dog først nogle dage senere på neutral bane i Ankara, hvor spillet blev genoptaget, præcis som det var blevet afsluttet: Med et indkast, med spillerne på samme positioner som i den afbrudte kamp og med 78 minutter tilbage på kampuret.
De fanatiske tyrkiske fodboldfans gav også Peter Kjær nogle oplevelser, som han ikke havde prøvet før. »De var fantastiske til at feste på stadion, og det kunne være et rent inferno med masser af larm og farver, men også et sted hvor mønter og flasker fløj gennem luften.
Da vi tabte en hjemmekamp, var der en stemning så ond, at jeg tænkte, at det skulle vi nok ikke gøre så ofte,« husker han. Mødet med den tyrkiske presse er et helt kapitel for sig, og udover den sidste, slemme uge i Besiktas så har en journalist sørget for Kjærs dårligste oplevelse i de to måneder i Tyrkiet.
»Interessen for en storklub som Besiktas er enorm dernede, og der kunne sagtens stå 11 kamerahold og lige så mange avisjournalister omkring banen, når vi trænede.
Allerede efter den første kamp fik jeg forbud mod at tale med pressen. Det sagde Daum til mig gennem min rådgiver, Preben Elkjær, som i øvrigt var en stor hjælp for mig.
Det forbud fulgte jeg så, men det forhindrede ikke en avis i at have en hel bagside med mig, da jeg officielt var stoppet i klubben og bare ventede på, at præsidenten skulle underskrive et stykke papir, der gjorde mig til en fri mand. Jeg fik at vide af en hotel-receptionist, at jeg i den artikel svinede hele mit hold til på værste vis.
Det mest usmagelige var et såkaldt citat med mig, hvor jeg skulle have sagt, at en navngiven holdkammerat tjente fem millioner dollar og ikke engang var god nok til at være amatør i en anden europæisk klub.
Jeg tænkte straks, at det var helt forfærdeligt og var parat til at knalde journalisten én på hovedet. Hvad ville holdkammeraterne ikke tænke om mig, og hvad nu med den underskrift fra præsidenten? Men i klubben tog de det stille og roligt. Det var de vist vant til.
Jeg havde aldrig snakket med den journalist, og han indrømmede da også over for en klubleder, at han ikke havde fået ord fra mig til artiklen overhovedet, men at han havde haft et billede af mig, og det var nok til en helside,« fortæller målmanden, der fylder 36 om et par uger.
Nu skal han ud at finde sig en ny arbejdsgiver, men hans to gamle klubber i Superligaen, Silkeborg og Vejle, er ikke aktuelle for landsholdskeeperen, der allerhelst vil til udlandet igen.
Tyrkiet er du vel helt færdig med? »Nej, tværtimod. Jeg vil så absolut gerne til en tyrkisk klub igen, men ikke Besiktas eller de to andre topklubber Galatasaray eller Fenerbahce. Det kunne være skidesjovt at komme derned igen, for det er et spændende land med mange positive oplevelser, og næste gang ville jeg være bedre rustet.
Det var generelt et godt opholdt, og kun den sidste uge der var noget ged. Jeg kendte risikoen ved selv at sige op og pludselig være arbejdsløs, men mon ikke der viser sig noget snart.«
Peter Kjær har flere følere fra udlandet, ligesom han har haft en samtale med Vejle, som han dog ikke tror på som sin fremtidige klub. Medmindre tiden pludselig løber stærkt uden en afklaring.
»Tiden er mit største problem lige nu. Det gør mig forvirret at tænke over, hvor lang tid der må gå, inden jeg gør noget. Jeg har brug for at finde mig selv, og det har jeg ikke gjort endnu.
Jeg skal lige have lagt tingene bag mig og vil ikke tage en forhastet beslutning, men hvor lang tid skal jeg give mig selv? Jeg ved jo godt, at jeg ikke kan komme til VM ved at rende rundt med mine to drenge i haven og trille bold, så jeg skal ikke bare videre, men også videre til en klub, hvor jeg spiller mere, end jeg sidder udenfor.
Hvor det er? Jeg ved det virkelig ikke,« forklarer Peter Kjær. Og minsandten om ikke mobiltelefonen ringer igen. For Peter Kjær er hjemme i Danmark.
