Danmarks Idrætsforbund (DIF) har sat navn på de første atleter, der skal repræsentere de rødhvide farver ved næste års vinter-OL i Milano og Cortina d'Ampezzo.

Det er curlingkvindernes trup, der er udtaget, og her er der givet genvalg til den samme besætning, som var med ved vinterlegene i Beijing i 2022.

- Curlingholdet har præsteret på et meget højt niveau den seneste tid, hvor det er blevet til mange gode resultater, siger sportsdirektør i Team Danmark Lars Balle Christensen.

- Sammen med forbundet har vi givet mulighed for, at de har kunnet øge deres træningsmængde, og holdet har gennemgået en positiv udvikling, så jeg glæder mig til at se dem på isen i Italien om få måneder.

Truppen består af skipper Madeleine Dupont, søsteren Denise Dupont, Mathilde Halse, My Larsen og Jasmin Lander Holtermann. Der er fire på banen ad gangen og en reserve.

Curlingkvinderne kvalificerede sig i marts til næste års OL.

- Det er første gang, vi har prøvet at være kvalificeret til OL så tidligt, og det giver en fantastisk ro og selvtillid at vide så tidligt i processen, at holdet er klar til OL, siger skipper Madeleine Dupont.

DIF håber, at Danmark ender med at sende omkring 40 atleter til Italien. Foruden curlingkvinderne er ishockeyherrerne også kvalificeret, og dermed er Danmark allerede sikret 30 deltagere.

Ved legene i Beijing i 2022 sendte Danmark 62 atleter. Forskellen skyldes primært, at det kvindelige ishockeylandshold ikke er med denne gang.

Vinter-OL løber fra 6. februar til 22. februar.

/ritzau/