Maja Voigt bliver med al sandsynlighed Danmarks første olympiske deltager i bobslæde, men hun har ikke i sinde at lade sig nøjes med at stille op i monobob.

Hun halser godt nok efter i kampen om også at kvalificere sig i toerbob, men kort før OL-skæringsdatoen 18. januar ændrer hun nu planer for at øge muligheden for at kunne konkurrere i endnu en olympisk disciplin ved legene i Norditalien i februar.

I stedet for at konkurrere i World Cuppen i tyske Altenberg i næste uge har hun omdirigeret sin bobslæde, så hun i stedet skal konkurrere ved to Europa Cup-løb nær østrigske Innsbruck.

Det oplyser Peter Voigt, der både er disciplinchef i bobslædeforbundet og OL-håbets far.

Fordelen ved at skifte til den mindre prestigefyldte løbsserie, hvor der står færre point på spil, er, at Voigt i OL-regnskabet kan få slettet sæsonens to mindst pointgivende resultater. Samtidig kommer hun til at konkurrere mod på papiret svagere konkurrenter.

- Bare ved at få slettet de to dårligste resultater er der cirka 100 ekstra point at hente. Så selv om der er færre point at køre om i Europa Cuppen, vurderer vi, at der er mulighed for at hente endnu flere point ved at køre de to løb. Så regnestykket går op, siger Peter Voigt.

Det er dog langtfra sikkert, at manøvren ender med en OL-billet i toerbob. Maja Voigt og makkeren har brug for topresultater, mens konkurrenter i OL-regnskabet helst skal levere nogle svage løb.

Peter Voigt medgiver da også, at situationen i OL-kvalifikationen, hvor mindst fire konkurrenter skal overhales før deadline, ser yderst vanskelig ud.

- Det er stadig et langskud, men konkurrenceskiftet er en mulighed for at indhente noget af efterslæbet, så det er et forsøg værd.

- Det kan godt lade sig gøre at kvalificere sig til OL i toerbob, men det kræver både dygtighed og noget held, for der er nogen, der samtidig kører i Nordamerika, som har endnu bedre vilkår for at samle point, siger Peter Voigt.

18-årige Maja Voigt har været den gennemgående deltager i toerbob. På skift har hun kørt sammen med Sophia Bonde og Malou Sebens.

Maja Voigt er så godt som sikker på at kvalificere sig til OL i monobob.

/ritzau/