Danske Gabriel 'Iffe' Lundberg hitter i den russiske storklub CSKA Moskva, som han netop er skiftet til.

Russerne spiller med i den lukrative EuroLeague – Champions League i basketverdenen – og her er 'Iffe' gledet direkte ind med store præstationer.

Danskerens mål har været soleklart hele tiden. Og det er at blive den første dansker i den amerikanske liga NBA. Og her er CSKA Moskva et kæmpe skridt på vejen, hvor EuroLeague har stået højt på listen af ambitioner.

Nogle hektiske uger er overstået for 'Iffe', der fik at vide af sine agenter, at han var ved at blive købt fri af CSKA Moskva, mens han spillede sit tidligere hold Zielona Gora i den polske pokalfinale.

Finalen blev vundet. 'Iffe' blev MVP. Og dagen efter blev han kørt til Berlin, sat på et fly til Istanbul, inden han nåede til Moskva.

'Iffe' og resten af Zielona Gora-holdet blev modtaget af romerlys og glade fans efter sejren over CSKA Moskva tidligere på året. Og nu spiller han for russerne.
'Iffe' og resten af Zielona Gora-holdet blev modtaget af romerlys og glade fans efter sejren over CSKA Moskva tidligere på året. Og nu spiller han for russerne.
Vis mere

Han nåede ikke mange dage i Rusland, inden han skulle på farten med EuroLeague-kampe i Grækenland, Israel og Tyrkiet.

»Det var rimelig hektisk det hele. Og jeg venter stadig på, at min familie kan komme til Rusland, fordi de skal have styr på visum,« siger han til B.T.

»Jeg er bare glad for, at det hele faldt på plads, for jeg var ikke helt sikker på, det ville lykkes. Jeg havde været i samme situation to gange tidligere på sæsonen med henholdsvis Lokomotiv Kuban og Panathinaikos, men der havde min polske klub ikke intentioner om at sælge mig. Men fordi det var så stor en klub som CSKA, så havde de ikke noget valg.«

»Når det bedste hold i Europa vil have dig, så tænker du ikke to gange,« siger han.

'Iffe' med landsholdet i 2016.
'Iffe' med landsholdet i 2016. Foto: Daniel Reinhardt
Vis mere

For 'Iffe' selv overrasker det ham ikke, at han har gjort det godt i de første kampe for den russiske mastodont.

»Der blev gjort meget ud af det, fordi vi endelig har en dansker på det højeste niveau, men det er ikke første gang, jeg spiller mod EuroLeague-hold. Det har jeg også gjort i denne sæson, hvor jeg har domineret de kampe. Jeg vidste, hvad jeg gik ind til, og jeg har været klar i lang tid. Jeg er bare glad for at vise, hvad jeg kan på det absolut højeste plan i Europa,« siger han.

'Iffe' har dog i den grad mærket, hvordan det er at ramme toppen af sporten.

»Jeg har hørt mange gange, at CSKA er den klub i Europa, man bedst kan sammenligne med setuppet i NBA i forhold til, hvordan de opererer. Det har jeg fået at mærke. Det var så overvældende i starten. Det var som at træde ind i en ny verden. Jeg har slet ikke været vant til de ting. Såsom vores omklædningsrum. At jeg har min egen plads. Staben er kæmpe stor. Tingene bliver gjort med det samme. I de klubber, jeg har spillet, har jeg aldrig været i en situation, hvor jeg bare kunne spørge om noget, og så bliver det fikset med det samme,« forklarer han.

'Iffe' fortæller, at holdkammeraterne og træner Dimitrios Itoudis har taget imod ham med åbne arme.

»Det hjælper selvfølgelig også, at træneren respekterer mig utrolig meget og har tillid til mig. Noget af det, jeg skal huske mig selv på, er, at du ikke køber en spiller fri med tre måneder tilbage af sæsonen, hvis du ikke vil bruge ham.«

Og skiftet til CSKA Moskva ændrer ikke så meget på den store plan: at komme til NBA. 'Iffe' er fri på markedet til sommer, hvor han kan skifte til verdens største liga, hvis holdene byder sig til.

»Det bliver en spændende sommer, men først vil jeg gerne færdiggøre sæsonen. Min kontrakt gælder resten af sæsonen, så jeg gør det så godt, jeg kan. Og så må vi se, hvad der sker,« siger han.

Selv mener han, at det er hans mentalitet, der har bragt ham så langt. Og muligvis endnu længere.

»Jeg er meget bevidst om, hvad mine mål er. Når jeg begynder at se resultater, får jeg blod på tanden. Det gjorde jeg i en meget tidlig alder. Jeg fandt ud af 'hey, jeg kan faktisk leve af det her', så bliver man sulten efter mere. Jeg stræber efter mere og mere. Det er den mentalitet, jeg har. Det betyder ikke så meget for mig, hvad folk tænker om mig og mit spil, fordi jeg godt ved, hvad jeg kan gøre. Jeg føler, jeg har bevist mig selv. Først var det spørgsmålet, om jeg kunne levere i VTB-ligaen? Det kunne jeg så godt. 'Nå, men kan han levere i EuroLeague?' Det synes jeg da selv.«

»Jeg stiller mig aldrig tilfreds, når det kommer til min basket. Det er en usædvanlig mentalitet at have. Især som dansker. Jeg vil bare blive så god som overhovedet muligt.«