Jan Magnussen er søndag morgen med helt fremme i GTE Pro-klassen. Michael Christensen er fem omgange efter.

Den danske racerkører Marco Sørensen er ude af dette års Le Mans efter et voldsomt uheld kort efter midnat.

Ifølge TV2 bragede Marco Sørensen i høj hastighed ind i barrieren i sin Aston Martin nummer 95. Han var selv i stand til gå fra stedet, men bilen var så beskadiget, at den ikke ved egen kraft kunne rulle tilbage i pitten.

Michael Christensen er derimod fortsat med i den tætte strid i GTE Pro-klassen.

Danskeren og hans to medkørere lå sent lørdag aften i spidsen for klassen i deres Porsche 911, men kort før klokken seks søndag morgen er teamet faldet tilbage på en 12.-plads.

Bilen er fem omgange efter Jan Magnussens gule Corvette. Det amerikanske team har et forspring på omkring et halvt minut til en Ferrari 488 med James Calado ved rattet.

Kampen om podiepladserne er dog meget tæt. Under et minut adskiller de fire førende biler i GTE Pro.

Michael Kristensen og Kevin Estré kan sikre sig verdensmesterskabet i langdistanceløb i GTE Pro-klassen, hvis teamet slutter blandt de ni øverste. Den tredje kører i bilen er belgiske Laurens Vanthoor.

Den 87. udgave af Le Mans er samtidig sidste løb i VM-serien for GTE Pro-bilerne.

I kongeklassen LMP1 - hvor der ikke er danske deltagere - ligger Toyota nummer syv fortsat foran søsterbilen, der har nummer otte. Den tidligere verdensmester i Formel 1 Fernando Alonso er blandt de tre kørere i sidstnævnte bil.

De to Toyota-hold er tre omgange foran Rebellion Racing på tredjepladsen.

/ritzau/