Som den første nogensinde fik Cathrine Dufour fredag lutter 10-taller af dommerne.

Den danske dressurrytter Cathrine Dufour og hesten Cassidy stod fredag bag en imponerende præstation ved et World Cup-stævne i Göteborg.

Ikke alene vandt den danske ekvipage med en score på 88,200 procent, ekvipagen satte samtidig verdensrekord.

Dommerne gav danskeren fem rene 10-taller i karakter, og det er aldrig sket tidligere.

Efter ekvipagens opvisning på to minutter knyttede Cathrine Dufour næven og krammede Cassidy, for hun vidste godt, at hun havde leveret en præstation ud over det sædvanlige.

- Det var sindssygt at se fem rene 10-taller fra dommerne i international freestyle, for det er aldrig sket før. Jeg vidste godt, at det var gået rigtig godt, da jeg red ud, siger danskeren på telefonen fra Sverige.

Hun fortæller, at hun langt overgik egne forventninger til World Cup-stævnet.

- Jeg var ret nervøs inden den her start, for jeg nåede ikke at træne den her freestyle ordentligt, så jeg vidste ikke helt, hvordan det ville komme til at gå.

- Så endte den med at sidde lige i skabet, og det var en kæmpe præstation. At se dommernes point var glasur på kagen, siger Cathrine Dufour.

Hun mener, at der trods den imponerende score stadigvæk er plads til forbedring.

Dufours sejr i Göteborg blev sikret foran den tyske verdensetter, Isabell Werth.

Førstepladsen udløser 16.500 euro, hvilket svarer til cirka 123.000 kroner.

Cathrine Dufours næste store mål er VM i september.

- Det er VM, jeg drømmer om. Der manglede et par af de bedste i verden i feltet i Göteborg, men jeg har et håb om, at jeg også kan være med i toppen der.

- På dagen er det en lillebitte fejl, som kan være forskellen på en tredje- eller en femteplads, siger Cathrine Dufour.

/ritzau/