Dansker rejser sig fra VM-skuffelse og sætter verdensrekord i ironman
Triatleten Magnus Ditlev satte lørdag verdensrekord på ironman-distancen for tredje gang i karrieren.

Triatleten Magnus Ditlev satte lørdag verdensrekord på ironman-distancen for tredje gang i karrieren.

Den danske triatlet Magnus Ditlev satte lørdag verdensrekord på ironman-distancen, da han vandt Ironman Florida i tiden 7 timer, 19 minutter og 17 sekunder.
Dermed formår danskeren at levere en flot genoprejsning, efter at han ved VM på Hawaii for fire uger siden fik hedeslag og måtte udgå efter ellers længe at have ligget til at blive verdensmester.
Det er tredje gang i karrieren, at 29-årige Ditlev sætter verdensrekord på ironman-distancen. Han mistede den i sommer, men lørdag vandt han den altså tilbage.
Ud over en samlet verdensrekord satte han også den hurtigste cykeltid på ironman-distancen, da han var 3 timer, 51 minutter og 16 sekunder om at tilbagelægge de 180 kilometer på cyklen.
- Jeg har haft verdensrekorden to gange før, så det er megafedt at få den igen, da jeg mistede den i sommer. Og samtidig at vinde med så meget, at jeg er den første under 7 timer og 20 minutter, siger Ditlev i en pressemeddelelse.
- Men det er federe at vinde, og selv om det er en kæmpe sejr, så kan det ikke erstatte det, der skete på Hawaii. Det lå selvfølgelig i baghovedet, men jeg følte, at jeg havde enormt meget overskud hele vejen.
Lørdagens sejr er den første til Magnus Ditlev i mere end halvandet år.
Han har haft et uheldspræget 2026. En knæskade efterfulgt af helvedesild og ustabil træning har spoleret det meste af sæsonen, har han sagt.
Sidste år måtte han udgå ved VM i franske Nice med 17 kilometer til mål.
Sejren betyder samtidig, at danskeren er sikret en plads ved VM på Hawaii i 2027, fremgår det af pressemeddelelsen.
RITZAU