Gabriel Ifeanyi Lundberg.
Han vil helst kaldes ‘Iffe’.
Det er sådan, folk kender ham bedst.
Måske har du ikke hørt ham, men det kan meget vel være, du kommer til at høre meget mere til ham det kommende år.

For den 26-årige danske basketspiller er varm. Brandvarm.
Senest var han med sin polske klub Zielona Gora med til at besejre den russiske mastodont CKSA Moskva i VBT-ligaen, hvor de bedste østeuropæiske hold deltager.
Og ‘iffe’ var med sine 26 point, seks assist og fem rebounds en stor grund til, at den historiske sejr kom i land.
Aldrig før havde man besejret russerne. Efterfølgende blev man modtaget af jublende fans med romerlys.
Men for ham var det ‘bare’ endnu et step på vejen. Mod drømmen, mod det ultimative mål, han har arbejdet hårdt for hele sin karriere:
At blive den første dansker i NBA – den amerikanske basketliga.
Til sommer venter den store mulighed. Her er ‘Iffe’ fri på markedet, og som B.T. har fortalt tidligere, tiltrækker han sig allerede opmærksomhed fra holdene i USA.
»Målet er at komme i NBA. Det er min førsteprioritet. Det betyder meget at få den anerkendelse for mit hårde arbejde, som jeg får nu. Det er mega cool. Det hjælper helt sikkert på min motivation. Jeg er fortrøstningsfuld. Men jeg er også fokuseret fremadrettet,« siger ‘Iffe' til B.T. om den store interesse.
Og han kender sit værd.
Hvad skal der til for, at du kan opfylde NBA-drømmen?
»Det kræver, at jeg skal spille på den måde, jeg gør nu. Jeg skal gøre, hvad jeg hele tiden har gjort. Jeg har vist, jeg kan spille på højeste niveau,« siger han og slår fast:
»Nu handler det om timing og situationen. Hvis alt går, som det skal, så bliver det spændende til sommer.«
»Jeg er en person, der godt ved, hvad jeg vil. Jeg er fokuseret på målet. Specielt når jeg er så tæt på, ville det være ærgerligt at snuble på målstregen,« lyder det fra danskeren.
‘Iffe’ har et team af tre agenter, der alle arbejder på at hjælpe ham videre i karrieren, mens han fokuserer på sit spil på banen.
Udenfor banen er der to, der spiller en endnu vigtigere rolle.
Lundberg danner til daglig par med Camilla Frommelt Andersen, der selv har en markant fortid som basketballspiller i den danske liga og på det danske landshold. Sammen flyttede de først til Spanien og siden Polen, hvor de nu bor med sønnen Jamie.
I Spanien var der mange, lange udebaneture, og det er der også i Polen. Da B.T. fanger ‘Iffe’, er han på vej hjem efter en udekamp og har en seks timer lang bustur foran sig.
Men det er det hele værd, når drømmen om NBA lurer ude i horisonten.
»Jeg gør det ikke kun for mig selv, jeg gør det også for dem. Det er også en ekstra motivation.«
»Det var sgu hårdt at være væk fra min familie. Sidste år var jeg væk i mindst seks-syv dage hver anden uge. Når man har en nyfødt baby, og din kvinde skal være alene med den nyfødte i et fremmed land, det er da hårdt, men nu er vi lidt mere rystet sammen.«
»Når jeg er hjemme, så nyder jeg det.«
Forude venter et stort 2021.
Ikke kun med jagten på NBA – men også med det danske landshold, der jagter en historisk EM-deltagelse i 2022

I efteråret blev det til opsigtsvækkende sejre over Litauen og Tjekkiet, og i februar kan Danmark selv afgøre den videre skæbne.
»Mine to største drømme i livet indtil nu er at komme til NBA og at komme til EM med landsholdet. Vi kan selv kontrollere udfaldet, vi står med bolden på egen banehalvdel.«
»Det betyder utroligt meget for mig at repræsentere mit land. Man er en af de heldige. At man får lov til det, er et privilegium. Måske tænker man ikke over det i Danmark, fordi sporten er en af de mindre, men det håber jeg, at jeg og holdet kan være med til at ændre på,« siger han og glæder sig over, at dansk basket får anerkendelse.
»Det er fortjent og virkelig på tide. Det er mit ansvar som en af ansigterne ud ad til at løfte sporten. Det kan jeg forhåbentligt gøre ved enten at komme i NBA eller hjælpe mit land ved at komme til EM,« lyder det fra 'Iffe'.
Danmarks næste store stjerne.