Søren Kragh Andersen måtte efter 17. etape udgå af årets Tour de France som den anden dansker.
Og dagen derpå var det så også en skuffet sportsdirektør, der forklarede, hvordan sin danske Team Sunweb-rytter havde det.
»Det var skuffende. Han har haft siddesår i noget tid, men det blev værre for to dage siden. Og i går (onsdag, red.) havde han så rigtig ondt på en etape, der ellers var skræddersyet til ham,« siger Aike Visbeek til B.T.
Søren Kragh Andersen insisterede for et par dagen siden at kæmpe sig igennem det, men på 16. etape blev det så for meget for den 25-årige dansker, der kæmpede sig igennem.
»Det er selvfølgelig meget utilfredsstillende for ham og en skuffelse for ham. Han har været stærk og arbejdet godt for holdet, men har ikke kunne skinne igennem selv,« siger sportsdirektøren.
Team Sunweb meddelte den triste nyhed onsdag aften.
»Det er selvfølgelig trist at forlade Touren, men jeg har kæmpet med siddesår i de seneste dage, og det blev værre på dagens etape. Den fornuftige beslutning er at trække mig og fokusere på restitution,« sagde danskeren i en pressemeddelelse.
Dermed er Søren Kragh Andersen den anden dansker, der udgår. Dagen forinden var det Jakob Fuglsang, der efter et voldsomt styrt måtte vinke farvel til det franske cykelløb.
Der er nu syv danskere tilbage i årets Tour de France.