Der var et hav af danskere i aktion ved badmintonturneringen All England onsdag.
De fire danske herresingler Viktor Axelsen, Anders Antonsen, Hans-Kristian Vittinghus og Rasmus Gemke gik alle videre i den prestigefyldte turnering.
Viktor Axelsen havde dog store vanskeligheder ved at gå videre, og det var ikke langt fra et overraskende tidligt farvel i turneringen.
Det endte dog med en sejr til den danske verdenstoer på 13-21, 21-19, 21-19 over japanske Koki Watanabe, der er nummer 41 i verden.
Der var derfor stor lettelse at spore efter kampen hos Viktor Axelsen.
- Jeg skal bare være glad for at være videre. Koki spillede en fin kamp og var tro mod sit koncept.
- Det var elendigt fra min side. Det var generelt bare en offday, siger Viktor Axelsen til TV2 Sport.
Lettere gik det for Anders Antonsen, som avancerede til anden runde efter en overbevisende sejr på 21-14, 21-18 over franskmanden Brice Leverdez.
I første sæt var Anders Antonsen bagud 3-5 og lidt senere 9-10, men danskeren trak fra og kom foran 15-10.
Derfra så Anders Antonsen sig ikke tilbage og vandt sikkert første sæt.
Det blev mere jævnbyrdigt i andet sæt, hvor franskmanden fulgte bedre med og tilmed kom foran 15-13.
Igen vendte Anders Antonsen billedet og kom foran 18-15, men Brice Leverdez reducerede til 17-18 og kort efter 18-19.
Brice Leverdez kom dog ikke tættere på en udligning i sæt, og i stedet vandt Anders Antonsen opgøret.
Tidligere onsdag vandt Rasmus Gemke 21-13, 21-18 over japanske Kento Nishimoto og er dermed ligeledes videre til næste runde.
Endelig vandt Hans-Kristian Vittinghus i to sæt - 21-16, 21-19 - over israeleren Misha Zilberman.
To danske damesingler gik også videre onsdag.
Line Christophersen vandt 21-12, 21-11 over slovakken Martina Repiska. Mia Blichfeldt fulgte trop senere onsdag uden at spille kampen til ende.
Blichfeldt var foran 21-8, 10-4 mod indiske Saina Nehwal, som trak sig med en skade.
Line Kjærsfeldt er til gengæld ude efter nederlag i første runde til japaneren Aya Ohori, som vandt 21-16, 21-10.
En lang række danske doubler var også i aktion onsdag. Blandt andre gik herredoublen med Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen videre.
Den rutinerede duo vandt 21-17, 21-15 over landsmændene Philip Klindt og Mads Thøgersen.
Starttidspunktet for onsdagens kampe var blevet skubbet grundet coronakaos tirsdag, hvor flere deltagere blev testet positive for senere at finde ud af, at der var tale om fejlagtige prøver.
/ritzau/
