Det danske kongehus har ikke skrevet De Paralympiske Lege ind i deres kalender i år. Det skuffer de danske atleter, da kongehuset betyder meget for dem.

OL og De Paralympiske Lege har de seneste mange år været to begivenheder, der er gået hånd i hånd. Men i år er der ikke meldt ud fra kongehuset, at de besøger den danske delegation ved De Paralympiske Lege. Selvom de var der ved OL i sidste måned.

- Det virker egentlig lidt underligt på mig. I og med at kronprins Frederik stiller op til IOC (den internationale olympiske komité, red.), så havde jeg da også regnet med, at han ville dukke op, siger bordtennisspiller Peter Rosenmeier, der mener, at kongehuset ikke kun har en vigtig betydning for atleterne, men også for legene generelt.

- Det bevirker, at der kommer mere bevågenhed omkring den sport, vi dyrker. Den bevågenhed trækker kongehuset væk, når de ikke kommer, siger Peter Rosenmeier, som bakkes op af tandemcykelrytteren Dennis Harløv Madsen.

- Det betyder en masse for den accept, som vi kæmper for at få omkring handicapidræt. Den er sværere at opnå, når kongehuset nedprioriterer De Paralympiske Lege, siger Dennis Harløv Madsen.

Fra det svenske kongehus kommer kronprinsesse Victoria, mens prinsesse Märtha Louise fra det norske kongehus har meldt afbud på grund af graviditet.

/ritzau/