Dansk verdensetter drømmer om guld i ny OL-disciplin
Compound er blevet olympisk disciplin, og det har ændret meget for den danske verdensetter Mathias Fullerton.

Compound er blevet olympisk disciplin, og det har ændret meget for den danske verdensetter Mathias Fullerton.

I årevis har Mathias Fullerton fået det samme spørgsmål, når han fortalte, at han var professionel bueskytte: "Hvornår skal du til OL?"
Svaret har altid været det samme.
Compound, den disciplin, den 23-årige dansker er verdensetter i, har ikke været en del af OL-programmet.
Men sidste år ændrede det sig.
Fullerton var til en World Cup i USA, da beskeden kom om, at mix compound var blevet optaget som olympisk disciplin.
- Jeg havde hørt rygter mange gange før, hvor der ikke skete noget. Så jeg tænkte, at det måske bare var et rygte igen. Men så blev det officielt, og det var bare sindssygt fedt, siger han.
Beskeden ændrede ikke kun hans mulighed for at jagte en OL-medalje.
Den betød også, at compoundskytterne blev en del af Team Danmark, hvilket har givet adgang til økonomisk støtte og eksperter inden for blandt andet fysisk træning, ernæring og sportspsykologi.
For Fullerton har det især fjernet et stort økonomisk pres. Tidligere kostede det ham omkring 60.000 kroner per sæson at deltage i internationale stævner.
Nu er meget af det dækket.
- Jeg har været heldig at kunne leve af bueskydning gennem sponsorater, men det betyder nok endnu mere for andre, siger han.
Samtidig oplever han, at det ændrer måden, han repræsenterer sporten på.
- Jeg føler lidt mere, at jeg skyder for Danmark nu, end at jeg skyder for mig selv, siger han.
Med to år til OL i Los Angeles er målet klart.
- Drømmen er jo at vinde en medalje. Guldet er den ultimative drøm, og jeg synes, man skal drømme stort. Det er ikke urealistisk, siger Fullerton.
Danmark hører allerede til i verdenseliten i compound.
Fullerton er nummer ét på verdensranglisten individuelt, mens Danmark ligger nummer tre i mix compound, kun overgået af Holland og Indien.
I mix compound skal en mand og en kvinde skyde sammen. Det er endnu ikke fastlagt, hvem der skal repræsentere Danmark ved et potentielt OL, og på kvindesiden er flere i spil.
Den højest rangerede er Tanja Gellenthien, som også er den mest oplagte makker til Fullerton. De har allerede haft stor succes sammen internationalt.
Men Sofie Marcussen bejler også til en OL-plads. Hun vandt lørdag DM-guld i Herning og har tidligere vundet World Games med Fullerton.
- Jeg er jo en del af Bueskydning Danmarks OL-satsning, så der er håb forude, men jeg ved også, at jeg ligger nummer to til at blive sendt afsted bag Tanja, siger Marcussen.
Til daglig arbejder hun som revisor, men den nye støtteordning har gjort det muligt at gå ned i arbejdstid.
- Det har betydet virkelig meget, siger hun.
Det har været en fornøjelse for hende at skyde sammen med verdensetteren på herresiden, Fullerton.
- Det gør, at man kan slappe lidt mere af, fordi man ved, han har styr på det. Selv om jeg laver en lille fejl, så går det nok, fordi han har min ryg, og han skyder bare tiere hele tiden, siger hun.
Compound er en bueskydningsdisciplin, hvor buen har kabler og hjul, som gør den mere kraftfuld og præcis end den klassiske recurvebue.
Det betyder også, at marginalerne er små, og at det mentale spiller en afgørende rolle.
- Der er nogen, der siger, at det mentale er 80 procent og det fysiske 20, siger Fullerton.
- Når det kommer ned til sidste pil, er det bare psyken, det handler om.
- Det er der, man ser rigtig mange fejle, så det er også det, vi arbejder rigtig hårdt på, forklarer han.
Allerede nu begynder pointene på verdensranglisten at tælle med i kvalifikationen til OL.
Og presset er allerede en del af spillet.
- Pres må man jo bare leve med. Det er det, der gør det fedt. Hvis der ikke var pres, ville det heller ikke betyde noget, siger Fullerton.
/ritzau/