'Jeg er simpelthen så bange for at dø.'

Sådan står den kendte fodboldværtinde Mette Cornelius nu åbenhjertigt frem og fortæller. Det sker i et blogindlæg på Chrichri.dk. Her kommer hun ind på, hvordan hun siden barndommen har kæmpet med angst - og hvordan hun har lært at håndtere den ubehagelige tilstand.

»Min angst handler om døden. Jeg er simpelthen så bange for at dø. Det har jeg været, siden jeg var så lille, at jeg knapt kunne formulere det. Siden den dag min mor kom hjem fra hospitalet og fortalte mig og min bror, at min morfar var død. Og hun så satte sig på gulvet med armene rundt om os, mens hun græd og græd. Mine psykologer siger, at Mette på 3-4 år var for lille til at kapere at se sin mor gå i opløsning,« skriver den i dag 35-årige tv-vært hos Chrichri.dk.

Hun har i flere år været et velkendt ansigt på skærmen til Discovery Networks fodbolddækning af især det danske landshold.

Mette Cornelius beretter hos Chrichri.dk, at angsten for alvor vendte tilbage, da hun var midt i 20'erne, og hun særligt hårdt ramt, når nytårsfejringen stod for døren. At sige farvel til et år mindede hende om, at hun havde ét år færre at leve i. Og den følelse blev ved hende gennem januar måned.

Og det var en følelse, hun gennem årene oplevede blev siddende i kroppen, når årets slutning nærmede sig.  Mette Cornelius fik ondt i maven og andre steder, bankende hjerte, svedeture, mørke tanker: ’Endnu engang stensikker på at noget var helt galt,’ som hun skriver i blogindlægget.

Psykologbesøg fik ikke bugt med tilstanden, men Mette Cornelius fortæller, at hun med tiden ’lærte at leve med angsten’.

Lige frem til sommeren 2015, hvor hun gik en tur med sin yngste søn i barnevognen. Her ramte dødsangsten hende for fuld kraft i den lyse årstid. Hun kunne ikke slippe frygten: ’Jeg er simpelthen så bange for at dø fra mine børn’.

Det fik Mette Cornelius til at opsøge en kognitiv psykolog og siden en akupunktør. Det har hjulpet.

»Siden da har jeg kun mærket angsten 2-3 gange. I det sene efterår bare snerten af den – følelsen af, at ”nå ja, den er deromme endnu”, og dagen inden nytårsaften kom den så på besøg et par timer om eftermiddagen. Men jeg lod den være der – sagde til min mand, at jeg lige måtte trække mig lidt og lade ham om børnene – og så forsvandt den igen,« skriver Mette Cornelius, der ved, at angsten altid vil være en del af hendes liv.