Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen er i kvartfinalen i Denmark Open efter sejr over bulgarsk par.

Odense. Den danske topdamedouble måtte på hårdt arbejde i anden runde af den danske badmintonturnering Denmark Open i Odense.

Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen mødte de bulgarske søstre Gabriela og Stefani Stoeva, og det endte med en dansk billet til kvartfinalerne efter en sejr i tre sæt på 21-18, 14-21, 23-21.

Danskerne overlevede tre matchbolde til bulgarerne og en skade til Kamilla Rytter Juhl til sidst i tredje sæt.

De to danskere var fra start en smule rustne.

Det udnyttede bulgarerne til at komme foran 4-1, men Rytter Juhl og Pedersen svarede hurtigt igen og kunne få minutter senere udligne til 6-6.

Derfra kom det danske par i gang, og de kunne gå til den indlagte pause midt i første sæt med en føring på 11-7. Spillet kom aldrig helt op på de høje nagler, men de tredjeseedede danskere kunne alligevel sætte første sæt i banken.

I andet sæt lavede de bulgarske søstre ligeledes fire point, før danskerne kom på tavlen. Denne gang fortsatte boldene ud over sidelinjen og i nettet for danskerne, og ved den indlagte pause var de bagud 6-11.

Kamilla Rytter Juhl måtte midt i andet sæt gå ud på sidelinjen for at trække lidt ekstra luft, og det virkede som om, noget ikke helt var, som det skulle være for det danske par.

Kampen måtte således ud i et tredje og afgørende sæt efter godt bulgarsk spil.

Her fik piben en anden lyd, og danskerne var fra start skarpere.

Da der skulle skiftes banehalvdel midt i sættet var de således foran 11-6. Kampen var dog langt fra afgjort, og de østeuropæiske søstre fik kæmpet sig tilbage og udlignet til 14-14.

De to par fulgtes efterfølgende ad, men danskerne manglede altid lige de sidste marginaler. Bulgarerne fik kæmpet sig frem til en matchbold ved 20-18, som danskerne med nød og næppe overlevede.

Det danske par kom tilbage, men ved stillingen 20-20 måtte Rytter Juhl gå ud med et ømt knæ. Danskerne kom dog på mirakuløs vis tilbage og sled sig til en sejr på 23-21 efter et vildt drama.

Danskerne skal i kvartfinalen møde japanske Naoko Fukuman og Kurumi Yonao, der er seedet som nummer otte i den danske turnering.

/ritzau/