Tre sejre af tre mulige.

Det danske CS:GO-hold North er natten til søndag gået videre ved årets største turnering, Majoren i Berlin.

Det blev særdeles nervepirrende, inden sejren var i hus i en kamp på over fire timer.

North havde tabt første bane, men vandt de to sidste. Først efter fire gange overtid og siden efter 'bare' en enkelt gang overtid.

»Jeg tror ikke, ord kan beskrive, hvad det betyder for os. Cr4zy spillede virkelig godt, så jeg er virkelig stolt af, at vi tog sejren til sidst, hvilket jeg også tror, man kunne se på os efter den afgørende runde,« siger Markus 'Kjaerbye' Kjærbye i en pressemeddelelse.

»Jeg er stolt af mine holdkammerater. Vi er kommet langt. Nu har vi et par dage, hvor vi skal arbejde endnu hårdere frem mod næste stadie af Majoren.«

Med sejren er North videre til næste runde af tuneringen. I alt kæmper de resterende 16 hold om en præmiesum på 1 million dollar - 6,7 millioner kroner.

Holdene spiller videre fra på onsdag.